Mad

Skal december være fyldt med sukkersødt slik?

Foto: Adobe Stock
13. november 2018

Er du klar til at indtage 3,6 kilo slik de næste par måneder? Hvis du skal leve op til statistikken, er det så meget slik, som vi danskere i gennemsnit fortærer i den søde juletid–  men faktisk kan du sagtens lave sundt juleslik, som du kan smovse med lidt bedre samvittighed.

Først skal træet vises – siden skal det spises. Ja, det kommer måske ikke som et chok, at vi spiser til den gode side i julemånederne. Alligevel er det lidt chokerende, at beregninger fra forbrugerapp’en Spenderlog, der registrerer danskernes indkøbsvaner, viser, at vi i november og december spiser 20.000 ton slik på landsplan.

Vi er ikke så sunde, som vi tror

Uanset om vi vil det eller ej, så er vi en af de mest slikspisende nationer i verden. Dels er det et sundhedsmæssigt problem, dels er der et reelt overvægtsproblem i Danmark.

For selvom vi danskere er blevet mere sundhedsfikserede, så hænger vi stadig i bremsen. Faktisk er overvægtsproblemet steget, og det gælder i alle aldersgrupper hos begge køn. I dag er over halvdelen af voksne danskere overvægtige – og på den måde er det som voksen mere normalt at være overvægtig end normalvægtig.

Men inden du panikker over de dystre udsigter og får dårlig samvittighed, så stop en halv. For julen handler jo ikke om, at vi kun skal leve af grøntsagssupper og speltboller. Der skal være plads til at hygge sig med lidt ekstra – og det kan man sagtens gøre uden at gå amok med juleskum, snebolde og chokoladejulemænd.

Du kan sagtens lave sunde alternativer til juleslikket uden at skulle støve foodprocessor og kageforme af.

Glem din dårlige samvittighed

– Når vi i denne tid bevæger os ned i supermarkedet, så er vi ikke i tvivl om, at der lige nu foregår noget særligt – og når der foregår noget særligt, begynder vores hjerne at tænke i muligheder.  Pludselig ser den noget nyt, som er pakket rigtig fint ind, det knitrer og knaser, og det er kun lige nu, du kan få det, siger kostvejleder og sundhedscoach Anne Seidelin og fortsætter:

– Det giver en form for ’urgency’, og gør det lidt nødvendigt at slå til. Hvis man ikke gør, så får man jo ikke noget af det her juleslik, for det forsvinder igen. Vores hjerner er designede til, at vi ikke vil gå glip af noget.

Undskyldninger såsom: ”Så tyk er jeg jo heller ikke”, ”sukker er jo et naturprodukt” eller ”det er jo kun jul en gang om året” skal pakkes væk. For slik er skadeligt for os.

Men faktisk kan vi godt snyde vores reptilhjerne til ikke at ”crave” det usunde juleguf. For juleslik behøver ikke at være fyldt med sukker for at smage godt. Der findes utallige opskrifter på sundere snacks, også til julen – så det er bare med at finde nogle sundere alternativer.

Og det er altså vigtigt at være forberedt, for ellers ryger vi lige i slik-posen – især i julehøjtiden.

– Ni ud af ti kan ikke styre det og mister kontrollen. Derfor skal du slet ikke have de usunde sager ind i hjemmet – og hvis du skal, skal det være i begrænsede mængder. Jeg bruger sunde, søde snacks som erstatninger, der gudskelov ikke indeholder kunstige sødemidler eller sukker.

Prøv selv Annes hjemmelavede, sunde marcipan i opskriften nedenfor eller find flere af hendes opskrifter på sundere, søde sager – blandt andet brunkager – her.

Hjemmelavet marcipan uden sukker

Start med at blende mandler (med den bløde skal på selvfølgelig) til atomer i køkkenmaskinen. Hvis marcipanen skal være lys og ikke brun, så må mandlerne smuttes først, men så fjerner man en masse af de gavnlige næringsstoffer og fibrene.

Mandelpulveret kræver kun ganske lidt væske for at samle sig til marcipanmasse.

Konfekt uden sukker

Hvis man vil lave almindelig konfekt, der kræver, at marcipanen skal være sød, så tilsæt et par dadler eller lidt agavesirup, indtil den er sød nok.

Overtrækker du dine konfektstykker med chokolade, så vil den være sød nok til gøre hele stykket tilpas sødt.

– Ikke alle i min familie spiser lige lavglykæmisk, så jeg lavede forskellige varianter – også med smeltet 85 procent chokolade til at dyppe i eller til at lave striber med.

Opskrift på marcipan (børnemodel)

150 gram mandler

1 teskefuld sort vanilje

1 spiseskefuld vand (prøv dig forsigtigt frem, den skal kun lige hænge sammen)

Fremgangsmåde

Mandler blendes så fint som muligt i en foodprocessor.

Tilsæt vanilje og en lille smule vand.

Blend og tilsæt et par dråber vand ad gangen til massen samler sig.

Marcipanen skrabes ned i en frysepose, samles i en klump, og den får lov til at tage smag og samle sig lidt ekstra i en halv times tid (eller flere dage på køl).

Opskrift på lakridsmarcipan

150 gram mandler

½-1 spiseskefuld rålakridspulver

1 spiseskefuld vand

Samme fremgangsmåde som ved almindelig marcipan.

Opskrift på marcipan med rom

150 gram mandler

1 spiseskefuld rom (til marcipanen samler sig)

Samme fremgangsmåde.

Den færdige konfekt kan nok kun holde sig en lille uges tid på køl, så lav ikke mere end nødvendigt.

Forrige artikelDer skal insekter på menuen

Næste artikelSøvnhormoner og sundhed: Søvnens fine urværk