Vores skribenter

Skal drengen spise mere kød?

En læser er i tvivl om, hvorvidt hendes søn får den mad, som han skal have. Sundhedsplejerske Anette Straadt giver sit råd her.

Foto: Shutterstock
5. oktober 2022

Spørgsmål:

Vores søn på snart 9 år spiser ikke så alsidigt og spiser sparsomt med kød. Han spiser fint med grønt og frugt. Har du forslag til, hvad vi kan tilbyde ham, så vi er sikre på, at han får det, som han har brug for?

Venlig hilsen S

Svar:

Mange børn har ikke så varieret et madindtag. Det er dejligt at høre, at din søn spiser frugt og grønt, som er supervigtigt for sundheden.

For at være dækket ind med det, han har brug for, har han derudover brug for sunde fedtstoffer og proteiner.

Det er godt at kunne spise varieret. Derfor vil jeg anbefale jer at fortsætte med at tilbyde forskellig mad – ikke kun det, han bedst kan lide. Og gerne bede ham smage bittesmå bidder for at vænne sig til smagen.

Det tager lang tid, men det er godt givet ud.

For at sørge for, at han er godt dækket ind nu, kan I lave smoothies, hvor I evt. tilsætter protein og fedt. Fedt kan være i form af mandler, kokos (-mælk, -flager, smeltet olie) eller avocado.

Protein kan være som hvide bønner eller med proteinpulver. Hvis I bare blender godt og længe, bliver det hele blødt og lækkert.

I kan også lave lækre vegetarretter med bønner, linser osv.

Spiser din søn æg? Æg indeholder både gode fedtstoffer og proteiner. Brug dem til at bage sunde pandekager, vafler. Lav scrambled eggs, omelet osv.

Bag altid med fuldkornsmel og steg gerne i kokosolie eller olivenolie.

For at dække ham ind med jern og B12, vil jeg anbefale en god kvalitets multivitamin som Omnimini.

Hvis ikke han spiser fisk 2 gange ugentligt, så vil jeg også anbefale et tilskud af en god kvalitets fiskeolie som Nordic Naturals.

Håber mit svar kan hjælpe jer.  

De bedste æblehilsner

Anette Straadt, naturlig sundhedsplejerske

Forrige artikelKaffe kan (måske) forlænge livet

Næste artikelQ10 i spil ved corona-senfølger

Anette Straadt

Sundhedsplejerske
Skribent på Naturli siden 2011.