Nyheder

Skaldyr giver små børn

31. oktober 2007

Kvinder som ofte spiser skaldyr har øget risiko for at føde mindre børn, viser ny undersøgelse.

Det er sundt at spise fisk og skaldyr, og allerhelst skal vi spise 200-300 gram om ugen, lyder myndighedernes kostråd. Ny undersøgelse af knap 2400 gravide franske kvinder viser imidlertid, at skaldyr øger risikoen for at føde såkaldte SGA-børn. Det vil sige børn, der vejer mindre og er kortere end gennemsnittet. Mødrene skal vel at mærke spise skaldyr mindst to gange om ugen, før risikoen er forøget, viser undersøgelsen. Derimod kan et måltid fisk mere om måneden være med til at forøge barnets fødselslængde. Kvinder som spiser saltvandsfisk mere end to gange om ugen har nemlig lavere risiko for at føde SGA-børn, end kvinder der spiser fisk mindre end en gang om måneden. Vigtigt at skelne– Forskerne bag undersøgelse peger på, at det er vigtigt at få mere viden om, hvad de enkelte fiske- og skaldyrsarter betyder for sundheden. Samtidig underbygger resultaterne kostrådene om at spise varieret, siger miljøkonsulent Hanne Svenningsen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed. Hun gør samtidig opmærksom på, at kvinder i den fødedygtige alder bør holde igen med visse fede fisk og store rovfisk, fordi de kan indeholde miljøfremmede stoffer og tungmetaller. Eksperterne bag undersøgelsen “Maternal fish and shellfish intake and pregnancy outcomes. A prospective cohort study in Brittany, France” har sammenholdt kvindernes fiske- og skaldyrsvaner med de nyfødte børns længde og vægt. Kilde: Miljø & Sundhed

Forrige artikelLuk luften ind

Næste artikelLidt frugt og grønt har også ret