Skindstegt sandart med spinat og safransauce

Af: Jerk W. Langer og Karen Lyager

Foto: Politikens forlag

Fisk er sundt og indeholder masser af kollagen, som vores hud og led har godt af. Prøv opskriften på sandart fra bogen “Collagen, stærk, sund og smertefri”.

Det skal du bruge

Safransauce

2 spsk olivenolie

2 små porrer i fine strimler

2 gulerødder i fine strimler

½ knoldselleri i fine strimler

12 tråde safran

2 dl Noilly Prat

2 spsk dijonsennep

¼ l piskefløde

salt og peber

Spinat

600 g friske spinatblade (evt. fra frost)

2 spsk olivenolie

salt og peber

Sandart

4 små eller 2 store sandartfileter med skind (800 g)

salt og peber

2 spsk mel

2 spsk olivenolie

Tilbehør

200 g små faste tomater i kvarter

1 bundt dild

Sådan gør du

Safransauce

Varm olivenolien op i en sauterpande og steg porrer, gulerødder, selleri og safrantråde, uden at de tager farve. Når urterne har stegt i et par minutter, tilsættes Noilly Prat og dijonsennep. Kog saucen igennem og tilsæt piskefløden. Kog saucen, til den har en let cremet konsistens, og smag den til med salt og peber.

Spinat

Sauter spinaten mør i olivenolie på en pande, til den er helt klappet sammen. Smag den til med salt og peber.

Sandart

Hvis sandartfileterne er store, deler du dem, så der er et stykke til hver. Krydr fiskestykkerne med salt og peber, vend dem i mel og steg dem på en pande med skindsiden nedad i olivenolie. Når skindet er gyldent, vender du dem og lader dem trække et par minutter på den anden side. Træk panden væk fra varmen.

Til sidst

Placer spinaten midt i let dybe tallerkener med fisken ovenpå. Fordel tomaterne, hæld sauce rundt om og drys med groftskåret dild.

 

Fra bogen “Collagen, stærk, sund og smertefri” af Jerk W. Langer og Karen Lyager.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*