Vi er mange guacamole-elskere derude, der fortærer avocadoens grønne “kød”, mens frøet bare smides væk. Men faktisk smider vi en værdifuld kilde ud, som i fremtiden kan skabe lægemidler mod blandt andet kræft og tilstoppede arterier.
Avocadofrøets skræl viser sig at være mere brugbart end hidtil antaget. Ifølge en undersøgelse, der blev præsenteret på et møde i American Chemical Society, er avocadofrøskallerne “skjulte guldminer”.
Skrællen fra kernen er nemlig pakket med en række kemiske forbindelser. Forskerne mener, at forbindelserne en dag kan bruges til medicin samt til behandling af kræft, hjertesygdomme og andre tilstande, udtaler forsker Debasish Bandyopadhyay, som står i spidsen for undersøgelsen.
I et forsøg, der skulle vise, hvad skrællen indeholder, lavede forskerne en olie samt en voks af avocadofrøets skræl.
Forskerne har blandt andet fundet behenylalkohol i olien. Det er en vigtig ingrediens, som anvendes i antivirale lægemidler, såsom Heptacosan, der kan hæmme væksten af tumorceller. Man fandt også dodecansyre, der forøger højdensitetslipoprotein i blodet (kendt som HDL eller “godt” kolesterol), og som følge heraf potentielt kan reducere risikoen for tilstoppede arterier.
Resultaterne tydede også på, at frøskallerne er en potentiel kilde til kemikalier, der anvendes i plast og andre industriprodukter.
I voksen identificerede man et slags ’blødgøringsmiddel’, som bruges til at fremme fleksibilitet i syntetiske produkter til f.eks. brusegardiner, medicinske anordninger og forbindelser anvendt i kosmetik.
Det kræver stadig meget forskning, men Debasish Bandyopadhyay håber på at kunne modificere de naturlige forbindelser, så de i fremtiden kan skabe bedre lægemidler med færre bivirkninger.
Kilde: https://www.acs.org/content/acs/en/pressroom/newsreleases/2017/august/avocado-seed-husks-could-be-a-gold-mine-of-medicinal-and-industrial-compounds.html