Skøn

Skøn som DU er

Foto: Scanpix/Iris
6. september 2018

I takt med at vi kan skære, pumpe og bedøve os yngre i udseende, tilsætte extensions, farve og fjerne hår til et smukkere udseende, ændrer vi konstant idealerne. Men måske handler det dybest set om at se den skønhed, der gemmer sig i os allerede? Og bruge de metoder og produkter, der helt naturligt fremhæver det?

Jeg har en kunde, hvor jeg var ved at falde bag over, da jeg hørte, at hendes alder var 70 år. Jo, hun har gråt hår i en flot frisure, hun er legende og sjov og kvik og har altid øjenmakeup på, og jeg ville aldrig have tænkt, hun var 70 … Hvad ville jeg så have tænkt? Faktisk har jeg ingen bud, da hun repræsenterer sådan en slags tidløshed. Jeg ser bare hendes skønne energi og hele æstetikken.

Modsat møder jeg også ind imellem meget yngre mennesker, der har været igennem svære tider, og hvor det indre lys er slukket – forhåbentlig midlertidigt.

Skønhed og æstetik er mange ting og altså ikke bundet op på alder. Det er en fornøjelse at se, hvor mange steder retorikken omkring alder har forandret sig, så vi kan glædes ved de gaver, levet liv og erfaringer giver med sig af visdom (og måske et par rynker). Derfor plejer vi meget gerne os selv med sund lækker kost og næring og god pleje af hud, krop og sjæl.

Da jeg var på Heartland Festival, var jeg f.eks. ved at falde på halen over Patti Smith på scenen, 71 år, og derefter Anisette fra Savage Rose, 69 år. Kvindelig skønhed, power, visdom, feminitet og urkraft, styrke og skrøbelighed. Smukke og inspirerende.

Har du en “tribe”, du er særligt inspireret af?

Mange definerer sig selv ud fra og spejler sig i en flok – populært kaldet “tribe”.

En tribe er en form for stamme, eller gruppering i denne sammenhæng, som man enten er sammen med af arbejdsmæssige grunde eller er i venskabskredse – eller tilhører ud fra en trend eller type, man er inspireret af eller gerne vil identificere sig med.

Heavy Metal, hipster, fashion, hippie chic, ren hippie eller neo hippie, ung forretningssmart (husk solbriller), popstjerne, realty-inspireret, hiphop, punk, neo punk, avantgarde og mange flere små og større grupperinger … Mange vil også sige, at de ikke identificerer sig med nogen, og at de er helt unikke … Men vi lader os i høj grad påvirke af de omgivelser, vi bevæger os i.

Hvorfor får vi store læber og katteansigt?

En amerikansk kvinde, jeg kender, der er bosiddende i New York. Hun fortalte mig om en forskrækkelse, hun fik i teatret. For de fleste af kvinderne på hendes alder havde haft langt, krøllet hår og fine lange kjoler. Men når de vendte sig om, havde de ubevægelige katteansigter og læber, der var pustet helt op af, hvad der nu var sprøjtet i.

Hvordan blev idealet, at overlæben skal være lige så stor som underlæben? Og skubbet helt op under næseborene nærmest? Hvad er der galt med små læber? Det kan vel være lige så æstetisk og passende til de ansigter, de sidder i?

Muligvis, hvis alle i ens omkreds – ens “tribe” – gør det, kan det være svært at skille sig ud, hvis man gerne vil passe ind. Eller det bliver pludseligt ens eget skønhedsideal og et udseende, man gerne vil identificere sig med? Og når tingene ender med at blive lidt “overgjorte”, svarer det måske til, når en “tanorexiker” ser sig selv som bleg, uanset hvor solbrune de er?

Den sunde skønhed

Tilbage til den skønne, smukke 70-årige kunde, som jeg aldrig tidligere havde talt alder med, men hvor emnet sidste gang kom op omkring kost og pleje.

Hun sagde, at hun jo altid har levet med fokus på at spise helseagtigt og økologisk. Hun har grinet og danset – og altid elsket at pleje sig selv med gode ansigtscremer og ren makeup (afslører lige her at denne kunde altid har været en stor Dr. Hauschka-fan). Smalle fine læber, der passer til ansigtet, farvestrålende øjenmakeup og glimt i øjet. Det er skønt også at have rollemodeller af den slags, da det passer til den naturlighed, en del af os ønsker at dyrke, og på samme tid stadig æstetisk og smukt.

Hvis du, ligesom jeg, ønsker at dyrke og vedligeholde vitalitet og naturlig skønhed, har vi her nogle små råd og tips:

Skønheds-søvn

Prioritér søvnen (også selv om kampen står mellem Netflix og søvn, og Netflix selv mener, de vinder dér). Vi ved bare, at søvn er altafgørende for vores velvære, sundhed og vores skønhed.

Slå ikke dig selv oven i hovedet, hvis du ikke KAN sove. Mange af de mest intelligente hoveder i historien har sovet i bidder og intervaller fra 20 minutter til nogle timer ad gangen og så flere gange. Så i stedet for at spænde helt op over ikke at kunne sove, så giv slip og se om du kan skabe nogle huller i dit døgnprogram til at hvile og sove. Og så er der dem, der bare ser hovedpuden og – bang, sover 7-9 timer! Hvilket er rigtig fint.

Sol – Læderhud, rynker, pigmentpletter

Solen er vidunderlig, giver helse, lykkefølelse, D-vitaminer og varme. Det er også solen, der får os til at se gamle ud hurtigst, da den giver flest rynker, gør huden tyk og spættet. Så især ansigt, hals, foran på brystet og hænder – de steder der er mest udsat for lys og sol.

På med solcremen på disse områder – og dyrk sol med måde. Det er især UVA-strålerne, der gør huden gammel at se på, men UVB er de stråler, der brænder, og som kan skade alvorligt. Så tippet er at nyde solen, men at bruge hovedet, evt. med hat på og strategisk brug af solcreme.

Er man modstander af solcreme, kan man være ekstra opmærksom på skyggehygge.

Er du fra den generation, hvor man smurte sig i olie og lå og stegte som en grillkylling, har du måske fået pigment eller hudskader derfra. Det er ikke umuligt at gøre noget ved på en naturlig måde. Noget af det er ikke helt billigt eller uden ubehag, men kan stadig gøres naturligt, f.eks. med urtepeelinger eller laser.

Skøn kost

Den vitaliserende kost kender vi godt, hvor der er mest muligt grønt, men også grøntsager i mange farver, som er spængfyldte med antioxidanter, der holder os vitale og spændstige. Rene, økologiske råvarer naturligvis.

At sanke urter og planter i haver og skove er også guld for kroppen, hvor f.eks. mælkebøtter ikke er ukrudt, men fantastisk til at komme med i smoothien, drikke som te og bruge blomsterne i salaten. Mælkebøttens bitterstoffer styrker vores vigtige udrensningsorgan leveren, vores affaldskværn, som er så betydningsfuld for vores sundhed og udseende. Være opmærksom på syre-base-balancen i kroppen, som er med til at holde kroppen sund, men også bindevævet spændstigt.

Suppler med kosttilskud

Multivitaminer især af god letoptagelig kvalitet, som indeholder de sundheds- og skønhedsfremmende vitaminer, mineraler og sporstoffer.

Alle vitaminer er vigtige i den rette synergi, men vi kan nævne A- og B-vitaminer til hud, hår og negle (slimhinder, hjerne også mm.), C-vitaminer, der understøtter kollagenet i huden, E-vitamin er et vigtigt antiage-vitamin, mens mineralerne zink, silicium, selen og kobber i de rette mængder kan gøre en forskel.

Q10 er det vigtige coenzym, der styrker vores system med energi og ikke mindst kredsløbet. Dertil sunde fedtsyrer, der er med til at smøre os og huden indefra.

Plejeprodukter med naturlige ingredienser

Betaglucaner, A-vitaminer, peptider, niacinamid (B3-vitamin), hyaluronsyre, vindruekerneekstrakt, C-vitaminer og E-vitaminer og andre antioxidanter – måske har du set dem fremhævet på plejeprodukter?

De er tilsat, fordi de – i en form som huden kan optage, så det ikke bare preller af på overfladen – virker. Alle kan findes i naturlige hudplejeserier, da de kan udvindes fra planter, men det er vigtigt at finde mærker, man har tillid til.

Produkter med “hele madpakker” består i, at der er flere forskellige ingredienser til stede på samme tid. Og det er der mening i, f.eks. når synergieffekten opstår som i vindruekerne-ekstrakt og hyaluronsyre, der forbedrer hinandens optagelse og effekt. Ligeledes optager vi langt bedre A- og C-vitaminer, der er indeholdt i olier som f.eks. hybenkerneolie, end hvis de var tilsat løst.

Hybenkerneolie eller cremer med ekstra A-vitamin er i øvrigt bedst om sommeren at bruge om natten, hvor de kan gøre deres arbejde, mens vi sover. A-vitamin gør huden mere lysfølsom, og derfor vil det mest være at finde i natplejeprodukter.

Vores gener, og hvad vi selv kan gøre

Vi kommer alle med forskellige gener, der også påvirker udseendet. Men du kan stadig gøre meget for at vedligeholde eller møde de udfordringer, der måtte komme hen ad vejen. Har man f.eks. anlæg til hudfolder over øjet, der glider ned og generer synet og måske giver hovedpine, så kan et mindre indgreb hjælpe. Ved at fjerne noget af huden over øjet, kan det gøre en stor forskel – ikke kun for et syns skyld … eller måske netop for synets skyld.

Ét er gener og almindelig alder – andet er, hvad huden ellers bydes på. Sol og forurening påvirker hudens fibroblastre og derigennem fremmes de enzymprocesser i huden, der nedbryder vores collagen, hyaluronsyre og elastin i huden. Sammen med den almindelige aldring fremskynder det nedbrydningen – og vi udvikler rynker, pigmentforandringer samt taber spændstighed osv.

For meget og for lidt rengøring

Som med almindelig rengøring i hjemmet, kan man gøre for meget og for lidt. Vi skal have fjernet snavs og forurening, så vores plejeprodukter kan virke ordentligt. Men for meget/kraftig rengøring kan ødelægge hudens egen barriere og bakteriesammensætning.

Den rette indsats og gode hudvaner kan gøre en forskel, så læg mærke til, hvordan din hud reagerer bedst på rengøringen.

Naturlige behandlinger til spændstig, levende hud

Ansigtsmassage og ansigsløftteknikker som Japansk Lifting, A.L.T og ansigtsreflexologi kan alle ses og mærkes. Alene det, at der sker en lymfedrænage, og at der masseres ilt og bedre cirkulation til cellerne i ansigtet, mens affaldsstoffer fjernes, kan ses. At de mange ansigtsmuskler samtidigt bliver afspændte giver et velvære og en lykkefølelse, som er synlig.

Derhjemme kan man selv lave f.eks. Gua Sha-ansigtsmassage med face rollers eller Gua Sha-sten. Mange har dem liggende lige indenfor rækkevidde, så når der lige ses lidt tv, eller man har en rolig stund, kan man massere ansigtet. De er jo også til kroppen, hvor ømme, trætte muskler elsker dem, ligesom bindevævet forskønnes ved massagen. Støt gerne indefra med basedannende drikke og kost selvfølgelig.

På klinikkerne kan man også få bindevævsudrensning med sugekopper. Det kan gøre lidt nas nogle gange, hvis man har ophobede affaldsstoffer, men det kan modsat være både behageligt, som en massage, og skønt at få affaldsstoffer renset ud.

Hos de dygtige kosmetologer er det også muligt at få lave urtepeelinger med udrensning, så huden kan blive ved med at være levende og modtagelig for hudpleje.

Der er masser af måder at holde huden vital og spændstig på, der gør sprøjter og kanyler unødvendige. Hvis du overvejer kanylerne, så få en debat med dig selv, om det er omgangskredsen eller andet, der har påvirket dig i denne retning. Hvis du ikke kan lade være, så hold fast i at det blot er for at fjerne nogle genstridige og ucharmerende alderstegn – og IKKE mere. Målet er ikke et fastfrosset overrasket udtryk eller læber, der kommer ind ad døren før resten af kroppen.

Forrige artikelHvad betyder pesticidfri cannabis egentlig?

Næste artikelPastasalat med avokadocreme

Tine Juul Andersen

Skønhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2012.

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.