Skønhedsidealet blev udfordret til modeugen

Sidste uge spankulerede modeller ned af catwalken til Copenhagen Fashion Week. Men noget var anderledes. Det var nemlig ikke kun høje, harmoniske, tynde modeller, man kunne se tage turen på podiet som repræsentanter for skønhedsidealet.

De fleste af os har sikkert et meget tydeligt billede for vores indre, når vi siger model, når vi siger smuk, når vi siger ideal. Modeindustrien har villet fortælle os, at det er høje kvinder, med høje kindben, et skarpt kæbeparti, glinsende hår, to meter lange ben og flad mave. Det er en stærk mand, med relativt brede skuldre, en fyldig manke, forførende øjne, let trænede overarme og en sixpack. Det er de mennesker, de har vist på catwalken, og som på mange måder er afskåret fra ’almindelige mennesker’.

Problemet med det billede er, at vi mennesker har en tendens til at spejle os, i det vi ser og måle os med det som skønhedsidealet. Sabine Elm Klinker er generalsekretær ved Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMSOS). Hun siger:

– Vi kan se, at det signal, som modeindustrien sender til samfundet betyder noget, og at især vores unge virkelig tager de her idealer til sig. De synes, de skal ligne idealet, og hvis det er en meget tynd pige og et manipuleret billede, så stræber de efter noget urealistisk.

Erfaringen fra LMSOS er også, at flere unge får spiseforstyrrelser, og tal fra Center for Ungdomsforskning viser også, at flere unge mistrives med deres krop.

Tendensen peger på diversitet i skønhedsidealet

Men Sabine Elm Klinker fornemmer også, at der indenfor modebranchen er ved at ske et skift fra skønhedsidealet som det stramme, tynde ideal og hen imod noget sundere. En del af det skift er opstået i et samarbejde mellem LMSOS og modebranchen. Samarbejdet opstod efter LMSOS længe havde været kritiske overfor modebranchen og de modeller, de sendte på catwalken.

– Vi startede en dialog om vores kritik og prøvede at finde ud af, hvordan vi kunne putte handling bag kritikken, siger Sabine.

Det blev til et etisk charter, som den danske modebranche bredt har skrevet under på, og som har fokus på større diversitet blandt modellerne og forpligter modelbureauerne til at sende deres 16- og 18-årige modeller til sundhedstjek hos LMSOS.

– Vi er det eneste land, der har taget skridtet til at lave det her tjek, og jeg oplever også at bureauerne prøver at have opmærksomhed på spiseforstyrrelser, og at der er kommet mere debat om meget tynde modeller, og hvad der er hensigtsmæssigt at vise, siger Sabine Elm Klinker.

Udstråling er blevet vigtigere

Det samme oplever Camilla Frank, som er CEO for modeugen. Hun ser klare tendenser på, at der er mere fokus på diversitet, og at det kun bliver mere modeuge for modeuge. Det er ikke kun lange ben, men også en stærk personlighed eller en god udstråling, der kan sende dig på podiet.

– Vi ser mere diversitet. Det kan være mænd, der går i kvindetøj, større og mindre størrelser på catwalken, alle mulige forskellige oprindelser, modeller, der har problemer med deres hud, så de ligner mere de mennesker, vi er, siger Camilla Frank.

Modeindustrien har stor magt i forhold til at diktere, hvad vi synes, er flot og sejt. Og den nye tendens i den danske branche peger mod at forskellighed og naturlighed, er det nye sort. Men bare, fordi skønhedsidealet bliver bredere i high fashion, kræver det også personlig udvikling, hvis vi skal være tilfredse med os selv.

Udvid din comfort zone

– Modebranchen er en meget magtfuld instans. Når man går ud som Gucci eller Yves Saint Laurent og er banebrydende med, hvad der er sejt, og man kan lykkes med at få andre til at tro, at det man siger og laver, er det rigtige, så har man et ansvar for, at man ikke kommer til at bidrage til opfattelsen af, at der kun er en krop, der er rigtig, siger Katrine Gisiger.

Hun er kropspositivist og har oplevet presset af at skulle passe til et perfekthedsideal, som hun oplever, samfundet presser ned over os. Efter længere tid, hvor hun havde problemer med sig selv og sin krop, besluttede hun, at nu skulle det være slut.

– Jeg tog et valg om, at tingene skulle være anderledes, og jeg var klar til at betale en pris for det. Jeg begyndte at blotte mig og vise de sider, som jeg troede, folk ikke ville kunne lide, og jeg sagde til mig selv, at hvis der var nogen, der ikke kunne støtte det, så måtte de ud, siger hun.

Katrine Gisiger var ikke nødt til at betale prisen og har kun fået støtte og flere venner, siden hun begyndte at vise sine skjulte sider. Det var en grænseoverskidende proces, men det var faktisk pointen. Hun forklarer, at hun ændrede synet på sin krop ved at skubbe til sine grænser for at udvide sin comfort zone.

[boxed align=”right” width=”half” label=”Ryk din comfort zone”]

Katrine foreslår, at vi alle arbejder med at påvirke skønhedsidealet, ved at turde mere:

Hvis du for eksempel får svedige håndflader ved tanken om at gå på stranden i bikini, kan du starte med at gå rundt i den derhjemme og vænne dig til at se din krop i badetøjet.

Når du er tilpas med det, kan du måske tage på stranden med en badekåbe over dit badetøj.

Når det føles naturligt, kan du langsomt begynde at tage badekåben af. Lidt ad gangen føler du dig sikker på det, der virkede frygtindgydende.

Katrine oplevede selv i processen, at meget af hendes hverdag var styret af valg, hun tog, fordi de passede til det liv, hun følte, hun burde leve.

[/boxed]

Den indre rejse mod et sundt forhold til kroppen, kan du starte i dag. Kampen for at åbne skønhedsidealet er sværere, men heldigvis ser det – i hvert fald lige nu – ud til at modeindustrien også sætter deres våben ind i krigen mod mistrivsel. Katrine Gisiger siger:

– Der begynder at ske noget nu, og jeg håber lidt, at det bliver det nye seje at vise forskellighed og få det ’grimme’ gjort smukt, så vi får det, vi ser som ’grimt’, som overvægtige eller nogen med skæve øjne, til at blive enormt smukke. Det er udfordringen.