Mange foretrækker at drikke deres te dampende varm. Men det kan være en risikabel fornøjelse, viser ny forskning.
En dejlig, friskbrygget kop varm te kan være en stor nydelse. Men pas på, at teen ikke bliver for varm. Ny forskning fra Iran viser nemlig, at meget varm te kan øge risikoen for at pådrage sig kræft i spiserøret. Farligt over 70 grader I British Medical Journal fortæller de iranske forskere, at sort te, der drikkes ved temperaturer over 70 grader, øger risikoen for kræft betydeligt i forhold til at drikke teen ved lidt lavere temperaturer. Drikker man sin sorte te ved 65-69 grader, øges risikoen for spiserørskræft til det dobbelte. Men drikker man teen ved 70 grader og derover otte-dobles kræftrisikoen. Drik teen langsomt Det betyder også noget, hvor hurtigt, man drikkker teen. Indtager man eksempelvis en kop te på under to minutter, efter den er skænket op, øger det risikoen for spiserørskræft med fem gange i forhold til, hvis man havde ventet med at drikke den, til der var gået fire minutter eller mere. Til gengæld viser undersøgelsen ingen sammenhæng mellem kræftrisikoen og mængden af te, man drikker. Udbredt i Nordiran Undersøgelsen er udført i Golestan-provinsen i det nordlige Iran, der har en af de største rater af spiserørskræft i verden. Men befolkningen drikker og ryger kun lidt – forhold, der ellers kunne bidrage til at forklare omfanget af netop denne kræftform. Men så er der jo teen, og den indtager de lokale i rigelige og ofte særdeles varme mængder. Faktisk viste et tjek af te-vanerne blandt 50.000 indbyggere i Golestan, at mange foretrækker deres te ved en temperatur over 70 grader. »En stor andel af indbyggerne i Golestan drikker skoldhed te, så denne vane kan måske forklare en væsentlig del af tilfældene af spiserørskræft i denne befolkning«, skriver forskerne i British Medical Journal. I vesten drikkes teen koldere Den meget varme te kan muligvis forklare den øgede risiko for spiserørskræft i mange lande. Men i de vestlige lande er der ikke i samme grad fare på færde. Her har vi nemlig den udbredte vane at komme mælk i vores te – og det køler den så meget, at risikoen er fordampet. Spiserørskræft dræber årligt over 500.000 mennesker verden over. I Europa og Nord- og Sydamerika er tobak og alkohol den hyppigste årsag til denne kræftform. Ukendt årsag Videnskaben har ikke nogen forklaring på, hvorfor varme kan øge dannelsen af svulster. Men forskningen i varm te og kræft kan måske anspore til at forske mere i sagen, hedder det i en leder i British Medical Journal.
Forrige artikelLængere skolegang forebygger demens
Næste artikelFlere kræftpatienter overlever deres sygdom