Danske børn i alderen 6-11 år har svært ved at falde i søvn og mange sover for få timer, viser undersøgelse af børns søvnvaner.
Det skriver Kristeligt Dagblad. Hvert 5. barn er bange for at falde i søvn i mørke, og hvert 12. barn i aldersgruppen bruger mere end en halv time på at vende og dreje sig, før det sover. Det viser den første danske undersøgelse, der præcist kortlægger børns søvnvaner. Resultaterne er foruroligende, mener læge og forsker Allan Hvolby, som står bag undersøgelsen, der er lavet for Den Børne- og Ungdomspsykiatriske Afdeling i Esbjerg. – Tiden, det tager at falde i søvn, påvirker hele nattesøvnen, så man sover mere uroligt, jo længere man er om at falde i søvn. Det betyder, at barnets trivsel ikke er optimal den følgende dag, siger han. Forældrenes manglende evner Undersøgelsen giver ingen forklaringer på søvnproblemerne, men børne- og ungdomslæge Vibeke Manniche er overbevist om, at forældrenes manglende evne til at sætte grænser bærer en stor del af skylden. – Børn kommer generelt for sent i seng, og det er et stigende problem. De bliver så overtrætte, at de har svært ved at sove, og det tangerer omsorgssvigt. Det er vanvittigt vigtigt med søvn, fordi den er nødvendig for indlæring og koncentrationsevne. Omvendt gør manglende søvn børnene uopmærksomme, pjevsede og skaber stress og konflikter, siger Vibeke Manniche. Den vurdering deler formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han oplever, at der er stigende problemer med børns koncentrationsevne i skolen. Forstyrrer undervisningen – Det er forældrenes opgave at få deres børn i seng i ordentlig tid, så de er klar til næste dags udfordringer. Vi oplever desværre en tendens til, at børn kommer i skole uden at være udhvilede, siger han. Konsekvenserne er ifølge formanden, at børnene sidder uroligt i timerne, forstyrrer undervisningen og ikke kan følge med på det niveau, man normalt forventer af dem. Anders Bondo Christensen mener, at et stærkt skole-forældresamarbejde er grundlæggende, når læreren har mistanke om manglende søvn hos en elev. – Vi forsøger hele tiden på at styrke forældresamarbejdet, så forældrene også ser det som deres ansvar at tage sig af rammerne for børnenes læring, hvor søvn er en af de vigtigste forudsætninger sammen med kost og motion, siger han. I forældreforeningen Skole & Samfund er man klar over problemerne med børns søvnmangel og erkender, at forældrene bærer en stor del af ansvaret. – Forældrene skal sørge for, at barnet kommer i seng hver dag til samme tid. Derfor er børns søvnbehov og forældrenes ansvar også en problemstilling, som vi præsenterer forældrene for, når børnene begynder i børnehaveklassen, siger foreningens formand, Thomas Damkjær Petersen. Kilde: Jyllands-Posten