Skøn

Marula – ny skøn hudpleje fra Afrika

1. juli 2013

Det afrikanske kontinents utrolige størrelse og variation i vegetation byder på planter, der igennem generationer har været kendt og anvendt af lokale. Til føde, medicin, til sår og til skønhedspleje. Vi har tidligere lært Argan-olien fra Nordafrika at kende og genopdaget Frankincense. Nu kommer Marula-olien.

Marulatræet vokser på savanneområderne i det sydlige Afrika og på Madagascar. Et smukt og majestætisk træ med en stor skyggegivende krone, der kan bære mange frugter. Man plukker ikke frugten fra træet, hvilket i øvrigt er forbudt. De skal modnes naturligt og falder af træet, når de er klar. Derefter bliver de samlet op eller sanket, som det jo hedder, af kvinder fra afrikanske samarbejdskollektiver. Alt fra frugten kan bruges. Frugtkødet kan spises eller presses til sunde juicer, nødden indeholder kernerne, der skånskomt og mekanisk koldpresses til den dyrbare olie, der kan bruges til hudpleje. Bæredygtigt fra start til slut.

I Afrika er Marulatræet anset for værende så værdifuldt, at det største tegn på venskab er at forære kernerne fra træet som gave. Traditionelt sagde man, at Marula er ”føde for konger”.

En anden kuriositet er historien om fulde geder efter mødet med lidt for gamle marulafrugter. Måske ikke så ukendt for vores længde/breddegrader alligevel – vi har muligvis de fleste af os set det afsnit af Emil fra Lønneberg, hvor hønsene og grisen var, ja, hønefulde af at spise gærede kirsebær. En eksotisk pendant er ‘gedefulde’ geder i sydafrika efter mødet med gærede marulafrugter.

Marula-olie som skønhedspleje

Marulaolien er utrolig velegnet til hudpleje i sin egen koncentrerede form, men også som baseolie i hudplejeprodukter og makeup, fordi den på linje med f.eks. Macademiaolien er meget stabil. Hvad betyder det egentlig? Når vi taler om stabile olier, vil det sige, at deres aktive egenskaber har lang tids holdbarhed, inden de harsker. Det ses ofte hos planter og frugter, der kan klare sig i naturen under ekstreme vilkår – i ørkener, i bjergegne, i strandegne osv. Tænk bare på vores egen hybenkerneolie.

Nu er Marulaolie kommet til Danmark. African Botanics fortæller, at denne healende olie er blevet og stadig bliver brugt for dens medicinske egenskaber af sydafrikanske kvinder og mænd og har været en stor del af mange skønhedsritualer i århundreder til at beskytte huden og håret i det barske tørre og varme klima.

Moderne videnskabelige studier på Marualaolien bekræfter egenskaberne, men har også gjort nye opdagelser.

Ud over, at olien indeholder store koncentrationer af næringsstoffer, mineraler og antioxidanter som C- og E-vitamin, har den et højt indhold af omega 6 og 9, der booster kollagenen og hjælper celleaktiviteten i huden, strammer og heler op. Huden bliver næret også i de dybere lag. Det kan godt undre én, når man mærker marulaoliens lette konsistens. Faktisk indeholder olien en stor mængde antibakterielle stoffer, der også gør den velegnet til irriteret hud.

Marula-olien og aromaterapi

Aromaterapi virker på flere måder. Ved selve kontakten og egenskaberne på huden og ved duften, der har balancerende virkning gennem sanserne. Og æteriske olier er balancerende for sjælen. Duft er nok den stærkeste af vores sanser. På grund af næsens placering tæt på hjernen og i særdeleshed til vores limbiske system, der indeholder følelser og erindringer, kan en duft forandre vores humør på et splitsekund, kvikke os op eller berolige os. Der er talrige bøger om dette spændende emne, og flere spændende naturmærker anvender de egenskaber. F.eks. Karmameju og Jurlique.

Den rene Marulaolie har en klar, gyldenbrun farve med en blid, sødlig duft. For også at få glæde af dens aromaterapeutiske virkning kan du hælde nogle dråber op i håndfladen, føre hænderne op foran ansigtet og indånde duften, inden du påfører olien med blide masserende strøg i hele ansigtet. Masser gerne med blide strøg omkring tindinger henover kindben i opadgående strøg og gerne, hvor der måtte være eventuelle spændinger og linjer.

I Danmark kan man fra African Botanics få den rene Marulaolie til ansigt og krop, og den findes også i variation med Neroli. Derudover laver firmaet Body Scrubs, Body Balms, Eye Serum og Body Lotion med olien.

Forrige artikelHjælp til selvhjælp: Ja tak, til stabilt blodsukker

Næste artikelSvampe kan gøres til D-vitaminbomber