Skøn

Ren skønhed uden kemi

Hvad er der lige med de parabener? Hvad er der nu med plastik i tandpastaen? Og aluminium i deodoranterne – også dem med miljømærker? Det er da ret så forvirrende …

17. november 2014

Hvad er der lige med de parabener? Hvad er der nu med plastik i tandpastaen? Og aluminium i deodoranterne – også dem med miljømærker? Det er da ret så forvirrende …

Vi bliver hele tiden klogere … Engang (og længe) troede man, at atomet var den mindste partikel, der fandtes, nu ved man bedre. Der var i øvrigt også en pæn overgang, hvor flertallet troede, at jorden var flad.

I takt med, at vi bliver klogere, skaber og kreerer vi også flere og flere ting og forbrugsvarer. Noget af det er virkelig til fordel for alle – miljø, dyr og mennesker. Andet er absolut ikke. Her mangler måske ydmyghed fra producentens side i forhold til at tro, at man ved nok om naturen og mennesket.

Alt er jo kemi. Hvis du fuldstændig splitter og opdeler en enkelt rose i alle sine bestanddele, vil en række kemiske formler og navne for hvert enkelt indholdsstof i rosen kunne listes op. Som vi f.eks. ser det på ingredienslisten på Weledas Rose Dag Creme. Så alt er kemi i en form.

Det, der er interessant og vigtigt, er at skelne mellem naturlige ingredienser og syntetiske.

Holdbar skønhed

Det er faktisk muligt, at elske æstetik, lækre cremer og makeup, for ikke at tale om de cremer vi har brug for til hudproblemer og sygdomme, uden at gå på kompromis med sundhed og bæredygtighed.

Selv pionerer indenfor grøn hudpleje, som har bevæget os i retning af mere bæredygtig produktion, renere miljø, sunde(re) ingredienser, bedre effekt og miljøvenlig emballage, bliver klogere og videreudvikler hele tiden. Der vil aldrig være facit med to streger under. Ej heller her. Samspillet med det, vi omgiver os med, er jo også hele tiden i bevægelse.

Et produkt helt uden konserveringsstoffer er f.eks. et rent olie-produkt, da de i sig selv er stabile (holdbare). Hvis der er tilsat vand, vil det altid være nødvendigt at tilsætte konservering. Men også blandt olieprodukter er der stor forskel.  Olivenolie holder f.eks. meget længere end hvedekimsolie eller tidselolie.

Lige så snart der er tale om cremer, og den skal kunne holde mere end tre dage, er man nødt til at finde en måde, hvorpå man kan gøre dem holdbare. For der er ikke noget mere farligt for huden end rådden creme med bakterier og svampesporer.

Der er lette og billige måder at gøre cremer holdbare på. Mange konventionelle cremer med tung konservering kan have en holdbarhed på seks til syv år. Økologiske cremer kan nu holde to til tre år, og der skulle være en rimelig god mulighed for at få det brugt inden da.

Økologisk konservering?

Når naturlige og økologiske produkter skal konserveres, er der nogle krav til metoderne. Så det er med at udnytte de egenskaber, man kan få ad helt naturlig vej.

I stedet for at have én dominerende kilde kan man bruge forskellige metoder:

Lystæt emballage, stabile olier, der både er holdbare og gode for huden, rene æteriske olier fra planter øger også holdbarheden ligesom plantealkohol i lave koncentrationer.

Det er smart at have flere forskellige ingredienser, der forhindrer råd og bakterier, fordi de beskytter og angriber på forskellig vis, for derved undgår man også at skulle have ét indholdsstof i ekstra høj mængde. Tests på Københavns Universitet har vist, at netop en kombination rammer bredt selv ved lave koncentrationer.

Slem eller knap så slem?

Personligt har jeg endnu ikke forstået, hvorfor et stof som phenoxyethanol bekymrer flere. Hvis man drikker det rent eller kommer det i øjnene, er det usundt, sviende og giver irritation. Men i hudpleje bruger man aldrig koncentrationer på mere end mellem 0,6 -1 pct. Og bliver derfor også brugt i langt de fleste rene og økologiske produkter.

Alkohol som i gamle dage, og i de mængder man brugte da, ville være mere bekymrende. Ikke mindst fordi det er så udtørrende for huden. Men for sundheden er det langt mere skadeligt at indtage alkohol som drik end fra plejeprodukter.

Både Soil Association og Organic Food Federation godkender phenoxyethanol som blid konservering.

De kendte og de nye parabener, petrokemikalske olier, phtalater, syntetiske parfumer og kunstige farvestofffer er kendte ingredienser, som det er klogt at undgå.

De nye problemstoffer, der bliver talt om lige nu, er bl.a.titanium dioxid, aluminium og alum i deodoranter, flour og triclosan i tandpasta og benzoater (en slags harpiks, der bl.a. findes i Atamon), og der kommer løbende flere til.

Vi bliver hele tiden klogere, ikke mindst fordi flere og flere oplever allergiske symptomer – også overfor naturlige stoffer i fødevarer og hudpleje. Meget tyder på, at årsagen skal findes bag selve allergenet, og det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor vi bliver stadigt mere allergiske og ikke bare, hvordan vi undgår allergenerne.

De diskuterede parabener

I EU’s videnskabelige komité er der givet grønt lys for en mængde parabener, hvilket er underligt, da der er fundet parabener i kræftknuder ved brystkræft. Parabener er hormonlignende stoffer og under mistanke for at sætte piger for tidligt i puberteten. Det er kvinder, der bruger mest creme og kosmetik, og parabener er de billigste konserveringsstoffer.

Der findes faktisk naturlige parabener i nogle fødevarer, men her optræder de i en naturlig mængde i forhold til resten af grøntsagen eller frugten i en ufarlig balance. Når parabener bruges i konservering er det i koncentreret form.

Argumentet om, at parabener derfor skulle være ufarlige, fordi de forekommer naturligt i noget frugt og grønt, holder ikke. Et koncentrat øger altid risikoen for reaktioner.

Når vi smører creme på os med petrokemikalske olier i, blokerer vi porerne i huden og kan forværre hudproblemer, fordi det lægger sig som en tæt film ovenpå huden. Huden føles blød i overfladen, men inden under ligger cellerne og tørrer ud og kræver mere og mere creme. Petrokemikalske olier kaldes også mineralske olier og er udvundet af råolie, der er et billigt spildprodukt fra olieindustrien.

Gå til hver en tid efter vegetabilske olier.

Duftende, blød og skadelig

Syntetiske duftstoffer kan være en stor belastning for centralnervesystemet. Du kan også risikere at reagere på naturlige æteriske olier ved specifik overfølsomhed. Men det sker meget sjældnere.

I Tyskland vurderes det, at kun nogle enkelte af de 26 parfumestoffer kan virke allergifremmende, og kun hvis du allerede er disponeret for allergi.

Phtalater bliver brugt som blødgørere af plast, til farve og kosmetik mm. De er hormonforstyrrende.

Kunstige farvestoffer som udover at være til stede i konventionel slik, fødevarer og sodavand bruges også i kosmetik og cremer – bl.a. baseret på tjære. Kunstige farvestoffer er bl.a. mistænkt for at gøre børn hyperaktive.

Mod sol og sved

Titanium dioxid fra solcremer er på det seneste kommet under mistanke for at kunne have en potentiel kræftfremkaldende effekt. Forskning havde ellers konkluderet, at det kun var i tilfælde af, at det blev inhaleret, hvilket jo er usædvanligt vanskeligt med en creme.

Nu er der mistanke om, at titanium dioxid, når det udsættes for UV stråler, kan danne frie radikaler. Titanium dioxid er ellers velegnet til sart hud og meget stabilt og miljøvenligt. Visse mærker som Green People er på forkant og har coated titanium dioxiden i deres solcremer, så det ikke kommer i kontakt med oxygen og mere information afventes.

Aluminium i deodoranter er det stof, der anvendes som antiperspirant – dvs. forhindrer os i at svede. Men sved er bl.a. giftstoffer, vi gerne vil have ud af vores krop, og aluminiumen trænger ind i kroppen og lagrer sig omkring fedtholdige organer. Forskellen på aluminium og alum er, at alum har en større molekylemasse, der er for stort til at blive optaget gennem huden. Den lægger sig på hudens overflade og hæmmer bakterievæksten, der er årsag til svedlugten. Andre let antiperspirante naturlige midler er salvie og rav, mens der er masser af naturlige deodoranter, der primært interesserer sig for at dæmpe bakterievæksten og dufte godt. Som f.eks. Laveras og Weledas deodoranter.

Direkte i munden

Set fra tandlægens forebyggende perspektiv giver fluor mening. Det kan nemlig beskytte mod huller i tænderne. Men for resten af kroppen er fluor en belastning.

Mange behøver ikke fluor, fordi de har stærke tænder, andre vælger at bruge flour en gang om dagen og bruger et alternativ den anden gang, de børster tænder. Derved har de allerede halveret indtaget.

Der findes også andre stoffer i nogle tandpastaer, som du bør undgå:

Det antibakterielle kemikalie triclosan forbindes nu med en øget kræftrisiko. Stoffet bliver bl.a. brugt i tandpasta fra Colgate. Miljøstyrelsen herhjemme anbefaler, at du undgår stoffet.

SLS/NLS – Sodium lauryl sulfat/Natrium lauryl sulfat er et skummemiddel, der længe har været mistænkt for at give blister og påvirke immunforsvaret. Så spring gerne sæbeboblerne over i munden.

Plastik bliver bl.a. brugt som slibemiddel i tandpasta og blødgøringsmiddel i cremer. Det er ikke kun et problem for kroppen, men lige så meget en belastning for miljøet efterfølgende. Flere tandpastafirmaer går heldigvis efter at udfase det. Kig efter polyethylen på ingredienslisten og nyd, når det ikke står der.

En lidt mere alvorlig smøre end sædvanligt fra min side! Men det er godt at være vågen og samtidig vide, at der er mange grønne mærker, der laver rene, lækre produkter og der kommer hele tiden flere til!

Forrige artikelBørn får også parfumeallergi

Næste artikelMangler du en diagnose?