Skønhedens pris – konserveringsmidler

Rigtig mange dyre skønhedsprodukter er proppet med kemikalier, der er under kraftig mistanke for at forstyrre vores hormoner og gør os syge. Mange af disse kemikalier er tilsat for at konservere. Men hvad gør man så i de naturlige produkter – og hvor får du mest for pengene?

Det er en jungle. Kemi i hudpleje, altså. Eller måske mere præcist: konservering i hudpleje. Og får du det, som du tror, du betaler for?

Lad os hoppe direkte ud i det – konservering: parabener, phenoxyethanol, grapefrugtkerneekstrakt, E-vitamin, benzoe, atamon… Kært barn har mange navne. Og lad os slå fast med det samme: Hvis du er seriøs med din hudpleje, er konservering et ”must”. Det holder dit produkt fri for mikroorganismer som bakterier og svamp, og dermed din hud fri for unødvendig irritation og nedbrydning af hudens naturlige beskyttelsesbarriere. Og så er der også noget økonomi i det. Dine produkter kan holde sig længere end bare en uge, og behøver ikke at blive opbevaret i køleskab.

Så der er altså god fornuft i at beskytte huden og øge produkternes holdbarhed, spørgsmålet er bare hvordan? Der er to valgmuligheder: Tilsæt konserveringsmidler eller begræns betingelserne for, at svamp og bakterier gror (de kan nemlig kun leve, hvis der er enten vand (væske) eller ilt tilstede). Det sidste kræver et avanceret produktionsapparat i nærmest sterile omgivelser, og/eller en lufttæt emballage. Derfor er det billigst, og mest anvendt, at tilsætte konserveringsmidler.

Konserveringsmidler over det hele

Mulighederne er mange, uenigheden stor og beviserne og den seriøse dokumentation for uskadelighed er forsvindende lille. Det er ingen hemmelighed, at vi bliver bombarderet med udokumenterede kemiske ingredienser i vores hverdag, en ikke lille mængde gennem et helt liv, så det er vel bare sund fornuft at ville vide, hvad vi smører i ansigtet hver dag?

Parabenerne har været anvendt i kosmetik siden 1920’erne. Der bliver sagt meget om parabener bl.a., at der skulle være fundet parabene-rester i brystkræftknuder, og hvordan parabener er hormonelt forstyrrende. Industrien hævder selv, at undersøgelserne er fyldt med forskerfejl, og at parabenerne bl.a. er blevet sprøjtet ind i underhuden, og altså ikke blevet absorberet af huden (som jo er tilfældet, når vi bruger produkter). Andre mener, at kun ca. 6 pct. af det, vi smører på huden, rent faktisk trænger igennem hudens naturlige beskyttelsesbarriere.

På nuværende tidspunkt er 4 ud af 6 parabener dog kommet på EU’s liste over skadelige kemiske ingredienser i hudpleje, så måske er det bare et spørgsmål om tid, før de to sidste, ethyl og methylparaben, kommer på samme liste?

Alternative konserveringsmidler

Hvis du som jeg har fravalgt parabener, ud fra devicen: “Better safe then sorry”, skal du være klar over, at dine produkter stadig indeholder konserveringsmidler. Typisk en eller flere af disse:

Alkohol: Ethyl-alkohol er den mest anvendte alkohol i kosmetik. Skal dog være denataureret (udrikkeliggjort) for at importøren undgår at betale spiritusafgift. I konventionelle produkter bruges oftest phatalater til denataureringen, mens der i naturprodukter anvendes æteriske olier. Hvis koncentrationen af alkohol er over ca. 12 pct., begynder det at have en udtørrende virkning på huden (sjældent at se i dag).

Denataureret ethylalkohol står oftest som SD alkohol (Specially Denatured). Hvis du er i tvivl, så spørg importøren/producenten, hvordan alkoholen i dit hudplejeprodukt er denataureret.

Æteriske olier/essentielle olier: Kan både være tilsat som konserveringsmiddel, aktiv ingrediens eller duft. Men eftersom flere producenter går langt uden om essentielle olier efter misforståelserne (som tidligere omtalt i Naturli) om de 26 duftstoffer, er der mange, der bruger andre alternativer.

Grapefrugtkerne-ekstrakt: Et citrusbaseret, naturligt konserveringsmiddel, der typisk anvendes i en mængde af 0,5-1 pct. Hvis der tilsættes 2 pct., er effekten mere antibakteriel. Bruges også som naturligt alternativ til antibiotika, og sågar til desinfektion af f.eks. badeværelser. Kan også stå listet som Citridal.

Atamon: Som den vor mor brugte, altså til syltetøjet. I dag bruges atamon ofte i naturprodukter som konservering, typisk under navnet Sodium benzoate. Er et svampehæmmende middel, der også er godkendt som kosttilskud.

Potassium Sorbate: Mildt konserveringsmiddel, som også anvendes i levnedsmidler (bl.a. vin, ost, yoghurt) og i kosmetik.

Antioxidanter: Antioxidanter er et andet naturligt konserveringsmiddel. Især gamma tocopherol (en bestanddel af E-vitamin) er effektiv. Antioxidanter modvirker den oxidation, nedbrydning, der sker, når planteolier og andre naturlige ingredienser udsættes for ilt. Og dermed virker de konserverende for produktet som helhed.Derudover er E-vitamin også kendt for sin helende effekt, og især god til behandling af ar.

Phenoxyethanol: Anvendes i rigtig mange naturprodukter. Kan fås både fra naturlig og syntetisk kilde. Er godkendt af engelske Soil Association som konserveringsmiddel i certificerede kosmetikprodukter. Jeg har hørt historier om, at det skulle være decideret sundhedsskadeligt at bruge produkter med phenoxyethanol, men har ikke kunne finde nogen dokumentation for dette, kun hvis indholdet overstiger 25 pct., og eftersom den højeste tilladte koncentration i kosmetik er 1 pct., må det vist betegnes mere som en skræmmekampagne end som fakta. Dermed ikke sagt at der er noget forkert i udelukkende at ville bruge kosmetik med helt naturlige konserveringsmidler, men sundhedsskadeligt er det altså ikke, hverken for krop eller natur. Beskytter produktet lige så effektivt som parabenerne, bare uden de skadelige bivirkninger.

Sodiumhydroxymethylglycinate: Måske det syntetiske konserveringsmiddel, der får dårligst bedømmelse, og ikke nødvendigvis ”rimer” særlig godt på naturprodukter. Anvendes dog ofte i naturprodukter, og ofte sammen med phenoxyethanolen (for at mindske dosis). Er for mig at se stadig et sikrere alternativ end parabenerne, og igen, dosis er altafgørende.

Prisen på naturlige og konventionelle

Vidste du, at konserveringsmidler oftest udgør under 1 pct. af det samlede produkt? Og hvis størstedelen af produktet derudover typisk består af vand, hvad er det så lige, vi betaler for? Ingredienser eller emballage? Kvalitet eller markedsføring? Virkning eller image? Ligesom en økologisk gulerød koster mere end en konventionel, så koster de naturlige ingredienser også mere end de syntetiske. Men alligevel er det ikke sjældent, at de konventionelle produkter er dyrere end de naturlige. Med til regnestykket hører dog, at de konventionelle produkter ofte har brugt svimlende summer på udvikling, markedsføring og emballage. Desværre sjældent på ingredienserne i produktet. Til sammenligning koster det ca. kr. 3,50 at producere en konventionel creme, mens den naturlige søster koster i nærheden af kr. 50,- at fremstille. Så hav det i baghovedet, når du køber din næste creme, så ved du, hvad du betaler for.