Sind

SKRIV! – Find din indre stemme

Foto: Shutterstock
16. november 2021

At skrive kan være den rene terapi, hvor du hjælper din hjerne med at koble fra, og hvor du finder legebarnet i dig selv. At komme i gang med ordene kan være besværligt – så lad os hjælpe dig med at formulere de første sætninger.

Når vi skriver ”for sjov”, lader vi utallige sider af os selv komme til udtryk. Glæden ved at lade fantasien føre os med ad uforudsete veje er i sig selv en berusende oplevelse. Og som sidegevinst får du ofte ny indsigt i de ting, der rører sig i dit liv lige nu. Men hvor skal du begynde?

Den tabte fantasi

Måske har du tit tænkt, at det ville være dejligt at kunne udtrykke sig frit og lade fantasien løbe – ligesom da du var barn og skulle skrive fristil. Måske har du ikke skrevet historier eller ”helt privat” om dit eget liv, siden du betroede dine inderste tanker til din tophemmelige dagbog? Men tro mig, det er aldrig for sent at lokke skriveglæden frem.

Ved flere anledninger har jeg som coach og underviser anvendt skriveøvelser til at støtte klienter og kursusdeltagere i at sætte ord på det, der rører sig for den enkelte, og hver gang har deltagerne været overraskede over, hvor LET de kunne tappe ind i fantasien. Ordene kommer, når du giver dem lov.

At udtrykke sig frit

Når du skriver, skaber du et personligt rum, hvor du tillader dig at skrive lige det, der falder dig ind. Selv hvis du har en stille forfatterdrøm, så starter alt med at give slip. ”Det kan jeg slet ikke,” sukker mange opgivende.

Ofte blander forventninger og gamle overbevisninger sig i din kreative proces: ”Det gider ingen da høre/se på…” eller ”Jeg bilder mig bare ind, at jeg kan…”

Som terapeut har jeg hørt formuleringer som disse mange gange – hvad enten det handler om at udtrykke sig kreativt, realisere en drøm, tro på egne evner, tro på eget værd og retten til at være præcis den, man er.

Så det at genlære at udtrykke sig frit – og træffe frie valg for eget liv – kræver nogle gange et velrettet skub for at turde gøre det, man vil. Og turde gøre det igen og igen.

At sætte rammen

For de flestes vedkommende er det springende punkt at sætte en realistisk og praktisk ramme for sin aktivitet. Altså ikke noget med at vente – i årevis – på, at Kunstnerånden sænker sig ned over dig og fører dig viljeløst med ud over de vilde vover og vender din verden på hovedet…

Det vigtige er at komme i gang og finde en metode til at holde dig fast i din proces. Er det et af de mange skrivekurser på markedet, som skal danne rammen? Skal du tilmelde dig en af de skrivegrupper, som findes især online? Eller handler det ganske enkelt om at sætte tid af – hvor du dyrker din interesse for at skrive hver tirsdag aften eller hver anden weekend, hjemme i dine egne rammer, på bibliotekets læsesal, i havehuset?

Hold tempoet

Nøglen til at (gen)opdage skriveglæden er efter min erfaring overskuelighed. Med nogle konkrete og afgrænsede skriveøvelser bliver hjernen nemlig snydt til at slippe bremsen, så du ikke hele tiden kigger dig tilbage. Det handler om at holde et højt tempo og gøre det enkelt!

Det afgørende er IKKE at vurdere resultatet, inden du overhovedet er kommet godt i gang. Selv hvis du har skrevet en større og sammenhængende tekst, skal du faktisk ikke bruge tid på at redigere og rette den – du skal gå i gang med den næste!

At skrive handler om at nyde processen og dyrke din interesse. At rette og redigere handler om, hvem du forestiller dig som modtager af dine kreative produkter. Hvis du vil opleve skriveglæden, skal du så vidt muligt undgå at gøre din tekst til et produkt. Ret i stedet blikket fremad, og skriv for dig selv.

På egne præmisser

Selvom du tænker, at det er snyd, så prøv at forestille dig, at du KUN øver dig, og ikke har planer om at skabe et ”værk”. Når du sætter en ramme og følger den, skal du hverken være genial eller bare det mindste talentfuld for at kunne skrive. Du skal faktisk bare gøre det, du bliver bedt om…

Det skal være sjovt at udtrykke sig. Og det er dit helt eget valg, om andre skal se/høre, hvad du laver. Forestil dig f.eks., at en god ven træner op til en halvmaraton – du står vel ikke med flagene klar ved fortovskanten hver tirsdag og fredag eftermiddag, når han damper af sted ned ad villavejen. Du spørger måske af og til, hvordan det går, men ellers er det hans egen glæde og kamp. Du kan hverken gøre fra eller til, om han får det ud af det, som han gerne vil.

Det samme gælder din kreative interesse – du gør det for din egen skyld. På egne præmisser.

Du begynder her

At skrive handler om at gøre det – ikke tænke eller snakke om det. Så resten af denne artikel består af skriveøvelser, som du kan kaste dig over. Alle disse skriveøvelser kan varieres efter din egen smag og hvor meget tid, du vil sætte af. Under øvelserne er der også tip til variationer. Og vil du have flere eller andre forslag, skal du bare søge på ”skriveøvelser” i din webbrowser eller på youtube…

Hvis du har en interessefælle, kan I også formulere øvelser til hinanden. Og husk, enhver refleksion og feedback skal handle om, hvordan skriveoplevelsen er – ikke om resultatet: Hvad har du brug for, som kan sætte gang i skrivningen/historien? Hvad fungerer for dig?

Med tiden vil du sikkert spore et mønster i dine præferencer mht. den praktiske skriveramme. Der vil nok også dukke nogle yndlingsemner og ordvalg op, der fortæller noget om dig som person og det, du har på hjerte. Det kan være, at du ønsker at se nærmere på det, du finder. Eller måske er det blot en fin sidegevinst ved dette frikvarter, hvor ordene og fantasien fører dig ud i andre verdener.

God skrivelyst

Forrige artikelFuldkorn sænker risikoen for kræft

Næste artikelKom ind i smoothiekampen

Birgitte Aagaard

Coach
Skribent på Naturli siden 2010.