Nyheder

Skru ned for SoMe – og få det bedre

Mental sundhed og selvværd kan forbedres, hvis du bruger mindre tid på sociale medier (SoMe). Det viser en undersøgelse af unge voksne. 

Foto: Shutter- og Adobestock
24. januar 2024

Mental sundhed og selvværd kan forbedres, hvis du bruger mindre tid på sociale medier (SoMe). Det viser en undersøgelse af unge voksne. 

Forretningsmodellen bag sociale medier som Facebook og Instagram er egentlig lige så kynisk, som den er genial: Mennesker har brug for bekræftelse, og det kan der tjenes penge på. Hver gang du interagerer ved at kommentere eller lave et opslag, håber du på at få respons fra mennesker, du kan spejle dig i.  

Det kan være, at dit liv er gået lidt i stå, eller du slet ikke har nået det, du ville – men et like kan du alligevel høste på SoMe. Du kan få et lille klap på skulderen eller et imaginært kram. Det er jo bedre end ingenting. Eller hvad? 

Læs også: Hjerteblod – Hvad tror du på? Hvad kæmper du for?

Begræns brugen til 30 minutter

Enkelte undersøgelser har tidligere undersøgt effekterne af at reducere brugen af et eller flere sociale medier. Men forskningen på området er stadig meget begrænset, mener psykologiforskere ved Lunds Universitet i Sverige. 

“Det kan være, at dit liv er gået lidt i stå, eller du slet ikke har nået det, du ville – men et like kan du alligevel høste på SoMe.”

De ønskede derfor at undersøge effekterne af at begrænse brugen af sociale medier til 30 minutter om dagen. De ønskede også at undersøge virkningerne af kun at bruge sociale medier passivt. Det vil sige at tage del i indhold, der er lagt op af andre, men ikke selv udgive eller dele materiale. 

– Her ville vi undersøge, om passiv brug har positive effekter, fordi det fører til en reduceret følelsesmæssig og social investering i, hvad der sker på sociale medier, for eksempel gennem hvordan andre reagerer – eller ikke reagerer – på det indhold, du udgiver, siger Martin Wolgast , docent i psykologi ved Lunds Universitet. 

Unge voksne i studie 

Omtrent 170 unge voksne mellem 18 og 29 år deltog i undersøgelsen. Deltagerne, som før undersøgelsen brugte omkring to timer på sociale medier hver dag, blev tilfældigt inddelt i tre grupper. 

En gruppe fik kun lov til at engagere sig i sociale medier i 30 minutter om dagen. En anden gruppe skulle bruge sociale medier passivt, altså bare scrolle gennem andres opslag. Derudover var der en kontrolgruppe, der fik lov til at bruge sociale medier, som de plejer. 

Undersøgelsen varede i tre uger. 

– Forskellene mellem kontrolgruppen og dem, der ændrede deres adfærd på sociale medier, var overraskende store, siger Martin Wolgast. 

Mere om studiets præmisser:

Gennemsnittet af deltagernes brug af sociale medier før undersøgelsen udgjorde omkring to timer pr. dag.

Før og efter den tre uger lange undersøgelsesperiode blev deltagerne bedt om at rapportere, hvordan de havde det. Det skete ved at besvare spørgeskemaer, som måler forskellige aspekter af mental sundhed.

Fokus og koncentration steg 

I forhold til kontrolgruppen oplevede deltagerne med begrænset tid på sociale medier – men også de personer, der passivt deltog i indholdsflowet – at de blev mere fokuserede og koncentrerede om andre aktiviteter i hverdagen. 

De unge voksne, der begrænsede deres tid på sociale platforme, rapporterede også reducerede niveauer af depression og stress. De havde også bedre selvværd efter de tre ugers periode. 

Læs også: Du kan ikke være tough hele tiden

Ingen ændring i passiv brug 

De passive brugere oplevede dog ingen ændring i det psykiske velbefindende. 

– En mulig fortolkning er, at det skyldes, at vi er blevet mindre optagede af at følge de reaktioner, vores opslag på sociale medier fik fra andre brugere, men at de negative effekter, der kommer af for eksempel sociale sammenligninger, består, siger Martin Wolgast. 

“De unge voksne, der begrænsede deres tid på sociale platforme, rapporterede også reducerede niveauer af depression og stress.”

Forrige artikelMangel på D-vitamin øger risiko for demens

Næste artikel10 gode mod forkølelse

Thomas la Cour

Journalist