Slankekur og panikanfald

Jeg har angst og får panikanfald og lider af svimmelhed. Det bliver værre og værre. Jeg er meget overvægtig, har tabt 11 kg siden oktober og skal af med 25 mere. Jeg har prøvet flere forskellige slags medicin, men får alt for mange bivirkninger, så har jeg taget perikum i fire måneder. Desværre hjalp det heller ikke. Jeg har gået til psykolog og har fået nogen redskaber at arbejde med, men det er heller ikke nok. Jeg lytter til afslapningsbånd og prøver at mentaltræne. Min læge siger, hun ikke ved, hvad der skal til, for at jeg får det bedre.

Håber du har nogle gode råd.

Den rådvilde


Der er mange elementer i det, du beskriver. Du har udfordringer på flere fronter, og du har prøvet forskellige metoder og medicintyper. Mit umiddelbare råd vil være at tage ”en ting ad gangen” – en kur, en metode ad gangen – simpelthen for at undgå den stress, der uvægerligt følger af mange forskellige tiltag.

Hvis dine panikanfald er blevet hyppigere, ikke mindst efter du er begyndt på din slankekur, ville jeg se nærmere på baggrunden for din overvægt og angst. En af metoderne er hypnoterapi – det er et af de hjælperedskaber, jeg benytter i min coaching/terapi, og det er meget effektivt ved fastlåste mønstre og behandling af angstlidelser. Derudover vil jeg generelt anbefale dig, at planlægge dine dage i et skema en uge ad gangen – herunder motion og pauser, hvor du laver noget, du godt kan lide – hører musik, laver håndarbejde el.lign. Det giver ro og overblik, så du bedre kan tage de udfordringer, du møder.

Mvh.

Birgitte Aagard

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*