Nyheder

Slankepille, der kan øge sexlysten

8. maj 2007

Skotske forskere arbejder på en hormonpille, der kan reducere appetitten og øge løsten til sex. Foreløbige forsøg med aber og mus ser lovende ud.

En pille, der på én gang kan forhøje kvindens libido og reducere appetitten. Det er på lidt længere sigt udsigten, hvis et hold forskere fra det skotske Medical Research Council's Human Reproduction Unit i Edinburgh får held med deres forsøg med et Type 2 Gonadotrophin-frigørende hormon.

Indtil videre har pillen kun været afprøvet på hunaber og hun-spidsmus, som ikke alene udviste forstærket parringsadfærd, men også spiste en tredjedel mindre.

Ifølge BBC News håber projetets leder, prof Robert Millar, at have udviklet en pille med de samme egenskaber til mennesker indenfor 10 år.

Ifølge prof. Millar fordeles hormonet i områder af hjernen, som antages at påvirke formeringsadfærden. »Det næste trin bliver at udvikle et stof, der simulerer dette hormons virkninger«, siger professoren til avisen Scotland on Sunday og tilføjer, at stoffet »kunne være tilgængeligt for kvinder inden for de næste 10 år«.

Det anslås, at op imod 40 procent af alle kvinder på et tidspunkt oplever nedsat sexlyst. Ofte skyldes det dog psykologiske problemer i parforholdet, snarere end biologiske årsager.

Kilde: Ugeskrift for læger.

Forrige artikelAllergikere får forskellig behandling

Næste artikelAlvorlige bivirkninger i medicin til sengevædere