Tag endelig en halv time til i sofaen: Det bliver du ikke federe af, afslører forskere.
Man kan trygt være sofavælger. Det er ikke dovenskaben, der feder. Det viser en undersøgelse, som forskere fra universiteterne i den hollandske by Maastricht og skotske Aberdeen har foretaget. Det særdeles nyttige stuemøbel har været under beskydning for at være skyld i den fedmeepidemi, der har ramt den vestlige verden. Det stigende antal overvægtige er blevet set som et resultat af manglende bevægelse og et alt for højt fedtindtag.
Uændret energiforbrug Men det er aldeles uretfærdigt at give overdreven udnyttelse af sofaen skylden for den stigende andel af overvægtige, viser
undersøgelsen: Den viser, at det ikke er mangelen på fysisk aktivitet, men snarere, at der simpelt hen bliver spist for meget. Resultaterne viser, at befolkningerne i dag brænder lige så meget energi af som for 20 år siden. Og at den mængde energi, en vesterlænding forbrænder ikke afviger væsentligt fra den energi, befolkningerne i den tredje verdens ikke-industrialiserede samfund brænder af.
Der spises for meget Så skylden for, at vægtpilen bevæger sig opad, ligger ikke i timerne foran fjernsynet eller computerskærmen. I stedet må stigningen i antallet af overvægtige skyldes, at der kommer mere mad på tallerknerne: Vi spiser simpelthen mere end vi har brug for, vurderer forskerne. Det har sat sig spor i taljemålene. Hver femte brite eller amerikaner er stærkt overvægtige. Og resten er godt på vej til at blive det.
Kilde: Politiken