Sluge kamelen – eller spytte den ud?

– en fjollet dialog om temperament, bitterhed og selvrespekt

Mød en læser, som har forsøgt at ”æde kamelen”, være tålmodig og pæn til det sidste – og hør, hvordan vores brevkassecoach mener, at man kan servere kamelen med stil eller måske bare overlade den til sin rette ejermand…

Kære brevkasse

Jeg skriver dette brev til dig, og nok også til mig selv, fordi jeg ind i mellem har forfærdeligt svært ved at sige, hvad jeg mener. Bagefter går jeg så og koger i mit eget fedt, sprutter desværre også lidt på de nærmeste. Så jeg tænker, at det måske er ved at være på høje tid, at jeg får gjort noget ved min utroligt dårlige vane med at sige ingenting, liste ud af lokalet og bide i den nærmeste bordplade, når nogen træder på mine værdier – eller bare tager mig for givet.

Kender du det? Når du ”æder kamelen” – altså sluger den med alle fire lange ben, begge svulmende pukler og hvert eneste møgirriterende stikkende mulehår på det uformelige hoved? Og kender du den efterfølgende bitterhed, der overtager din ellers så livsduelige mavesyre og forhindrer ethvert forsøg på reelt at fordøje det genstridige kræ? Og kender du den brandfarlige cocktail af opgiven og vrede, som langsomt indtager enhver blindgyde i dit tarmsystem og spænder din mave helt op i en bristefærdig bue?

Og kender du de ømme kæber, som du med vold og magt forsøger at holde samlet, så du ikke kommer til at tale over dig og lader de fede finker flyve af din rynkede pande, der dunker som en tikkende bombe, hvor lunten er alt for kort! HJÆÆÆLP! Hvordan får jeg den spyttet ud, den kamel?!

Venlig hilsen fra

”Kamelslugeren”

Kære Kamelsluger

Jo tak, jeg kender godt smagen af kamel. Da jeg var (lidt) yngre, havde jeg ikke lært at være strategisk og spise den i bidder. Så på trods af mine ihærdige forsøg på at være den venlige, hjælpsomme, lyttende og tilgivende medarbejder, datter, kone og veninde, så måtte jeg give op. Efter tilbagevendende voldsomme hosteanfald kom dyret altid op igen, med benene først. Det kostede – konflikterne hobede sig op. Men så blev jeg efterhånden mere voksen og fornuftig… Det er sikkert noget, du kender vældig godt til?

Ja, tro det eller ej, men efter at have overlevet de sidste dramatiske opgør og iskolde skuldre blev jeg efterhånden en helbefaren kamelsluger – kunne optræde med mit ”forsvindingsnummer” i næsten enhver sammenhæng. Bildte mig selv ind, at det ikke kunne betale sig – alt imens jeg gumlede flittigt løs på et af kamelens gummiagtige ører. Jeg fik overbevist mig selv om, at det var bedre at undgå mere ballade – ikke bare for min egen skyld, men også af hensyn til omgivelserne! De fik sådant et træt udtryk i ansigtet, når jeg startede en sætning med ”Jeg synes…” eller ”Jeg mener…” Ord som ”vanskelig”, ”temperamentsfuld” og ”svaren igen” summede for mine indre ører, og selvom jeg bøvlede nogle år med at få de sidste bidder ned, så lykkedes det til sidst, efter megen træning. Så meget, at jeg næsten glemte, hvad jeg havde gang i…

Jo, jeg kender følelsen ALT for godt. Men jeg kan til gengæld trøste dig med, at i dag har jeg fundet en helt ny teknik. Jeg hverken sluger kamelen eller spytter den ud – jeg serverer den på et sølvfad! Og hvis det ikke er muligt, så trækker jeg den hen til det nærmeste vandhul, hvor den kan få lov at passe sig selv. Hvis jeg er heldig, kommer der en forbi og henter den.

Kære brevkasse

Jeg har aldrig været særligt god til det med sølvtøj og finere borddækning. Jeg har aldrig lært det hjemmefra, og når jeg forsøger, så ligger bestikket aldrig helt lige, og blomsterdekorationen på midten virker alt for lille til det store bord, hvor kamelen jo ligger og breder sig. Har du en mere specfik opskrift på, hvordan sådan en kamel skal serveres?

Kære Kamelsluger

Lad mig forklare det nærmere – det handler om at give tingene tid. Ikke sluge kamelen med hud og hår, og ikke spytte den ud over det hele. Ser du, kamelen er jo dér, i rummet. Og selvom du, vi, forsøger at få den til at forsvinde ved at sluge den, så forsvinder den jo ikke – den ødelægger dig tværtimod indefra, med tarmslyng og sure opstød i én uendelighed.

Forestil dig, at der hænger et skilt om kamelens hals: ”Kamelen må gerne fodres, men ikke spises.”  Du må gerne tale om kamelen, men gør det som en tjener, der præsenterer menuen og vinens fine smagsnuancer med en svagt hviskende, fransk accent. Du skal lære at beskrive kamelen med ømhed. ”Når jeg ser på situationen, oplever jeg, hvordan…” Servér kræet med papirmanchetter og hele gøgemøget. Det kan virke lidt opstyltet i starten, men det vigtigste er at give dig god tid til tilberedningen: Forbered din præsentation af ”kamel-problemet” (din oplevelse). Måske kan du servere den over flere måltider, i overkommelige bidder. Og hvis det er en af de kameler, som faktisk tilhører en anden kamelsluger eller -spytter, så træk den hen til vandhullet, så nogen andre kan tage sig af den. Har du reelt overvejet, om kamelen måske slet ikke er din?

Kære brevkasse

Ja, det kan jeg godt se – hvem gider passe en andens sure kamel… Men hvordan kommer jeg i gang med den der franske menu, du taler om?

Kære Kamelsluger

Se det er jo lidt sjovt, fordi så skal vi se på et andet langbenet kræ fra de varme lande: Giraffen! Der findes noget, der hedder ”girafsprog”, som dybest set handler om KUN at tale ud fra sig selv, på en ”ikke-aggressiv” måde. Som en giraf, der godt nok har et tårnhøjt blodtryk, men til gengæld altid har overblikket. De færreste har luret, at den er smadderhurtig på benene, fordi den – selv i fuld firspring – ser ud, som om den bevæger sig i slow-motion. Snedigt!

Det er en svær kunst – jeg øver mig stadig – men de grundlæggende trin er ret enkle: Undgå frontalangreb. Dvs. start aldrig en sætning i en tilspidset situation med ”du” (du er, du gør, du gør ikke…), men med ”jeg”. Beskriv din egen følelse ved/oplevelse af den situation, du står i. Der er ingen, der kan påstå, at du tager fejl, når du siger ”jeg oplever, at jeg har svært ved… jeg føler, at jeg… jeg har fået det indtryk, at…er det rigtigt?”. Det er trods alt dig, der ved bedst, hvad du føler og oplever. Forsøg for én gangs skyld at give dig selv den tid og respekt, som du ofte giver andre, når du strækker din tålmodighed til det yderste og sluger (deres) kameler.
Der er også den måske lidt uvante (?) mulighed, at du kan bede om hjælp. De fleste mennesker vil gerne komme dig i møde, hvis de bliver spurgt pænt, f.eks.: ”Jeg kunne godt tænke mig, hvis…er det muligt?” Der er også et andet udtryk for denne ikke-aggressive måde at føre kamelen til vandhullet på: ”At holde sig på sin egen banehalvdel”. Det vil sige: Tal ud fra dig selv, det du kan og vil gøre noget ved, og lad andre om de bolde, der ligger på deres side af nettet.

Forestil dig, hvordan du tidligere har spænet frem og tilbage for at få tennisspillet til at køre, altså håndtere kamelsituationen på alles vegne. Og hvordan du dybest set har spillet med dig selv og bare er blevet mere og mere forpustet. Imens har de andre stået og kigget undrende på dig eller har simpelthen forladt banen og ladet dig stå tilbage ude i regnen, med en ketcher i hver hånd.
Nu vi er ved sport og dyr – som jo er nogle populære og lærerige emner