Ulækre skoletoiletter har betydning for de små børns sundhed og indlæringsevne. 14 pct. af børnene i de små klasser lider af forstoppelse, fordi de holder sig for længe.
Der er meget stor fokus på børns indlæring i disse år. Alfabet og simple regnestykker er pensum allerede på 0. klassetrin. Men få politikere og skoleledere har tilsyneladende øje for, hvor meget de fysiske rammer betyder for indlæringsevnen.
En trængt økonomi tvinger de fleste skoler til at spare på rengøringen, og det har betydning for især de mindste børns sundhed.
Det er en undersøgelse fra efteråret 2014, hvor 2000 skolebørn i Kolding blev bedt om at svare på spørgsmål om forstoppelse. 601 af spørgeskemaerne vendte tilbage, og heraf havde 160 børn vist tegn på forstoppelse. Selvom man nok må antage, at det overvejende er børn med maveproblemer, der svarer på en sådan rundspørge, er den høje andel af børn med forstoppelse alligevel bemærkelsesværdig.
– Vi havde en fornemmelse af, at børnene havde et problem med maven, men det er da flere, end vi havde forventet. Det er mange børn. Især når vi ved, at forstoppelse er en tilstand, som vi rimelig let kan gøre noget ved, siger børnelæge Line Modin til Morgenavisen Jyllands-Posten. Modin har gennemført undersøgelsen sammen med lægestuderende Astrid Skov Midtiby.
Line Modin peger på, at en af hovedårsagerne til børn kan gå rundt med en uopdaget forstoppelse er forældrenes ringe interesse for barnets afføringsmønstre. Der bliver talt for lidt om emnet med børnene, og hvis barnet kun har afføring et par gange om ugen, og der ligger en hård og knoldet pølse i toilettet, lider barnet givetvis af forstoppelse.
Årsagen til forstoppelsen kan være en kombination af flere ting: For lidt væske og for få kostfibre kan lægge kimen til forstoppelse, men det bliver bestemt værre, hvis barnet også har en tendens til at holde sig for længe. Her kommer skolernes toiletforhold ind i billedet.
– Hver femte af de børn, der havde forstoppelse, fortalte, at de ikke brugte skolens toilet. 40 pct. af dem syntes, at toilettet var for ulækkert, siger Line Modin.
Hun fortæller, at hovedparten af de børn, der havde forstoppelse, ikke havde overvejet at gå til læge med problemet. De troede, at det var helt almindeligt at gå rundt med hård mave. Line Modin anbefaler, at forældre interesserer sig mere for børnenes toiletbesøg og konsistensen af afføringen. Forstoppelse har stor betydning for barnets velbefindende og indlæringsevne.
Kilde: jp.dk
Forrige artikelEn cocktail gør kræftfremkaldende stoffer farligere
Næste artikelMorfinforbrug er eksploderet