De nye smartphones bidrager til stress. Men hvis du tager nogle forholdsregler, behøver de ikke slide på helbredet.
De nye smartphones er som navnet proklamerer, smarte. Du kan føre kalender, høre musik, se videoer, gå på internettet og tjekke nyheder og mail fra dem. Og så kan du jo også bruge dem som telefon. Men der er nogle tekniske muligheder i de nye telefoner, der kan bidrage til stress. Hvis du har oprettet et mailprogram på telefonen, kan telefonen bippe hver gang, der tikker en mail ind i din mailbox på arbejde. Så er det jo svært ikke lige at tjekke, hvad der står i den mail – selvom du har fri. Du kan også hurtigt gå på Facebook, Twitter m.v. og se, hvad der rør sig, for du skal jo ikke starte en computer op og vente på at komme online. Du er hele tiden online med en smartphone.
Det kan gøre det vanskeligt at være rigtig nærværende, når du egentlig burde have fri fra dit arbejde, og mange stressklinikker melder da også om, at netop smartphones er en væsentlig årsag til stressen hos hver tredje klient. Det viser en undersøgelse, dagbladet Politiken har foretaget.
– Problemet med smartphonen er, at den forhindrer os i at tage pauser. Det er typisk folk fra erhvervslivet med grænseløst arbejde, hvor telefonen kan være en medvirkende årsag stress, fordi de ikke slukker den, når de kommer hjem, fortæller Benita Holt Rasmussen, psykolog og leder af Det Danske Institut for Stress.
Hvis du vil undgå at få stress af din smartphone, giver en af Danmarks førende stressforskere Bo Netterstrøm fra Bispebjerg Hospital nogle enkle råd:
– Først og fremmest skal du kun tjekke mail, når du har tid til at tage dig af det. Du skal ikke lade dig styre af telefonen og afbryde det, du er i gang med, siger han til Politiken.
Han råder til, at man laver nogle enkle regler og følger dem. F.eks. kan man bestemme, at telefonen ikke kommer med ind i soveværelset, eller måske skal den være slukket, når man dyrker motion. Men man kan også sætte den til at opdatere mail mindre ofte, så man eksempelvis kun forstyrres af nye mails en gang i timen eller mindre.