I næsten tusind år har naturlige aromatiske olier været brugt til at lindre smerte, pleje huden, mildne spændinger og træthed og forfriske hele kroppen. Gammel viden, som er taget op igen. Vi har besøgt en moderne aromaterapeut i Hørsholm.
Duppende bevægelser oppefra og nedad på begge sider af rygraden. Derefter bløde, nænsomme strygninger ned ad ryggen, ren nydelse. Først en halv time på bagsiden, begyndende fra nakken og helt ned til fodsålerne. Derefter samme tur på forsiden.
Det er ikke en almindelig massage, jeg lægger krop til, men en regulær gang aromaterapi, og kvinden, som behandler mig, er biopat og aromaterapeut Anne Loua Esbjørn.
– Aromaterapi er – kort fortalt – massage med æteriske olier, og formålet med behandlingen er at opnå fysisk og psykisk velvære i kroppen. De æteriske olier er højt koncentrerede planteekstrakter fra aromatiske planter. De kommer fra blomster, blade, rødder, nåle og kviste, træ, frugter, frø og harpiks, fortæller Anne Loua Esbjørn.
Der findes mange forskellige æteriske olier, og hver olie har sin specielle aroma og specifikke terapeutiske egenskaber, som påvirker krop og sind på sin helt egen måde. Olierne virker på to planer. For det første hvis man døjer med nogle rent fysiske gener, f.eks. ondt i nakke og skuldre, som mange gør. Men de kan også virke på det følelsesmæssige plan, hvis folk er deprimerede eller stressede. Så kan de være et led i den proces, som kan helbrede også dér.
– Når klienten kommer, holder jeg en konsultation, og laver faktisk en journal, hvor jeg spørger, om vedkommende har specielle sygdomme eller er stresset, eller om man kommer på grund af noget følelsesmæssigt. Jeg spørger også ind til deres generelle livsstil, herunder også deres kost og motionsvaner, og her bruger jeg også min biopat-baggrund til at anbefale nogle vitaminer, mineraler og urter.
Ofte laver jeg en speciel Detox-(udrensnings)behandling, hvor jeg ved hjælp af biopatien laver en test for at se, hvilke udrensningsprodukter, der kan hjælpe dem. Bagefter giver jeg klienten en massage. Her bruger jeg olier, der også har udrensende egenskaber.
Anne Loua Esbjørn får sine olier fra England. Hun viser os en kasse med cirka 60 forskellige æteriske olier, bl.a. citron, appelsin, jasmin, mynte, fyr og mange andre, pænt arrangeret i små flasker. Når låget åbnes, breder der sig en behagelig krydret duft som i en velassorteret helsekostforretning. Naturligvis bruger man aldrig hele arsenalet af olier på en enkelt klient. Valget af de æteriske olier er individuelt – nøje valgt ud for at passe til klientens fysiske og følelsesmæssige tilstand. De æteriske olier blandes i en basisolie, typisk mandelolie, inden de bruges i massagen.
Når de æteriske olier blandes, forstærkes virkningen, den såkaldte synergi-effekt. Når olierne under massagen påføres, bliver de optaget gennem huden og når ind i blodet, hvor de føres rundt i kroppen og øver deres virkning på væv og organer.
Anne Loua Esbjørn Oprindelig uddannet som engelsk korrespondent og har arbejdet i forskellige firmaer. Samtidig havde hun altid haft lyst til at hjælpe andre mennesker, hvorfor hun i 1998 valgte at læse til biopat. Da hendes mand, der arbejder hos Mærsk Contractors, på et senere tidspunkt blev udstationeret i Singapore, valgte hun at bruge tiden her til et karriereskift og gik i gang med en uddannelse i aromaterapi. I Danmark er der ingen egentlig uddannelse som aromaterapeut, kun nogle små korte kurser, så en virkelig grundig uddannelse må tages i udlandet. For Anne Loua Esbjørn kom den til at vare de to år, de var udstationeret. Hun er nu medlem af IFA (The International Federation of Aromatherapists, UK). Se mere på www.anne-loua.dk |
Langt de fleste, der kommer til Esbjørns klinik, er kvinder, selv om hun også kan tælle mænd blandt sine klienter. Det kan skyldes, at massagen er så utrolig blid, hvor mange mænd hellere vil, at der bliver taget mere kraftigt fat. Eller også er mænd mere skeptiske end kvinder over for alternative behandlinger.
– Jeg har selv to store drenge, der er 18 og 22 år, og de er helt vilde med det, siger Anne Loua,
– Specielt den yngste, han har gået til eksamen i denne tid og været lidt nervøs, og han slapper fuldstændigt af efter sådan en gang massage.
Det største problem blandt kvinder i dag, som Anne Loua oplever det, er stress. Især blandt karrierekvinder, kvindelige akademikere, som måske har små børn og er i en høj stilling. De kan have svært ved at få tingene til at hænge sammen, mange er fuldstændig udbrændte og får forhøjet blodtryk, muskelsmerter, hovedpine, vægttab, spiseforstyrrelser og alle de ting, der følger med.
– Jeg har haft nogle rigtig gode erfaringer med klienter, som har haft følelsesmæssige problemer. Når man dufter til olierne, går de faktisk op og påvirker det limbiske system i hjernen, og det sætter så gang i nogle erindringer og stemninger, så klienten kan få bearbejdet nogle af følelserne med gode resultater. Det er selvfølgelig en proces, hvor man kommer her flere gange, men det har faktisk løst op for temmelig meget – og det kan i sig selv have en helbredende virkning.
– Olierne i forbindelse med massage har jo en meget afslappende effekt på nervesystemet og også på musklerne. Følelser sætter sig i musklerne, sådan at de muskelknuder, man har, kan skyldes fortrængte eller glemte følelser. Hvis man får musklerne til at slappe af, får man også hele personen til at slappe af.
Aromaterapi Selv om betegnelsen aromaterapi først opstod i slutningen af 1920’erne, har aromatiske planter i tusindvis af år spillet en stor rolle for sundheden. ”Det gamle Egypten var en særdeles duftende civilisation,” siger John Steele, aromakonsulent i Los Angeles. ”De brugte duftende olier til massager, i bade og som medicin og brugte aromatisk cedertræsolie, når de balsamerede deres døde.” Aromaterapien blev sat i skyggen af udviklingen af syntetiske medikamenter i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men traditionen blev genoptaget i 1920’erne og 1930’erne af den franske apoteker René-Maurice Gattefossé. Under et forsøg i sit laboratorium blev han forbrændt. For at afkøle hånden dyppede han den ned i et fad lavendelolie, som stod nærmest, og opdagede, at forbrændingen holdt op og hånden helede. Han var den første, der brugte ordet Aromaterapi. Der forskes stadig på internationalt plan i aromaterapien. |
Anne Loua Esbjørn erkender, at hun ikke kan klare alle lidelser, som folk kommer med. Somme tider kan hun fornemme, at vedkommende har mere brug for en anden behandler. Anne Loua har intet ønske om at gå lægerne i bedene. Men aromaterapi kan undertiden være et godt supplement til den lægelige behandling og kan overvejes bl.a. ved lidelser som depression, dårligt blodomløb, fordøjelsesproblemer, forhøjet blodtryk, følelsesmæssig uligevægt, hovedpine og migræne, hud- og menstruationsproblemer, muskel- og ledsmerter, overgangsalder, stress og søvnforstyrrelser.
Selv føler jeg mig ikke en gang fedtet efter at være blevet masseret med aromatiske olier over hele kroppen. Bagefter er det vigtigt at drikke rigeligt med vand, og så undlade at gå i bad før den følgende morgen, så olien kan få god tid til at virke.