Danskerne valfarter ud i den danske natur. Og det er ikke så mærkeligt, for der er mange skønne vandreruter indenfor landets grænser. Er du ikke kommet med på gå-bølgen endnu, eller mangler du inspiration til, hvor eventyret skal starte, så frygt ej – der er hjælp på vej!
Den verdenskendte Camino er en vandrerute gennem Spanien, som slutter ved byen Santiago De Compostela. Turen bliver gået af både troende og vandreglade eventyrer, som søger den ro, som det kan give at sætte det ene ben foran det andet og suge landskabet omkring sig ind. Men siden rejser er blevet mere eller mindre bandlyst, er den fantastiske tur en utopi. Heldigvis har vi også mange smukke og naturskønne områder herhjemme, som man ubekymret kan gå på opdagelse i.
Williams rejser er bare et af de selskaber, som har kastet sig over at arrangere mini-camino rejser i Danmark, siden corona lukkede verden ned. Selskabet har oplevet en stor interesse og tilslutning til deres udflugter, og kan mærke, at danskerne i den grad har taget naturen til sig.
[relateredehistorier]
Finn Williams, som ejer Williams rejser, forklarer, at selvom naturen er en anden her end i Spanien, kan man sagtens finde samme glæde, nydelse og storhed ved at vandre i Danmark.
– Der sker noget smukt med ens sind, når man går for at gå – og når rejsen er målet i sig selv. Den oplevelse er præcis lige så stærk Danmark i skumringen i marsklandet eller en smuk efterårsmorgen i skoven, udtaler han i en pressemeddelelse.
Det er velkendt, at det er sundt at gå. Faktisk kan bare en halv times gåtur om dagen nedsætte risikoen for en lang række sygdomme og lidelser. Både fysiske og psykiske. Hvor meget, der skal til, får man får en effekt af gangen, afhænger naturligvis af ens udgangspunkt. Er man vant til at løbe og træne, vil man nok ikke forbedre sin sundhed markant, ved at indlægge gåture i sin ugentlige plan. Er man derimod vant til at være mindre fysisk aktiv, og have en del stillesiddende arbejde, kan de små ture gøre underværker. Og uanset hvad, har det aldrig skadet nogen, at få lidt frisk luft.
Man kan selv finde og planlægge ruter, ligesom man nemt på Naturstyrelsens hjemmeside kan finde steder at overnatte i naturen, eller blive klogere på, hvor man må slå telt op. Man kan også benytte sig af planlagte tilbud som en mini-camino udflugt fra Williams rejser og lignende selskaber.
Finn Williams har allerede planlagt flere weekendture i 2021, som spænder vidt geografisk.
–Vi har allerede pakket en håndfuld nye weekendrejser i 2021, når solen igen kommer på himlen. Rejsen er på to dage med overnatning i eget værelse samt aftens- og morgenmad, forklarer han.
Turene finder sted i henholdsvis Nordsjælland, ved Vesterhavet eller fra Ishøj til Kirke-Hvalsø, og er hver især på omkring 25 kilometer.