Nyheder

Social ulighed i sundhedsvæsenet

10. december 2012
En ny undersøgelse viser, at børn af forældre med lav uddannelse har væsentlig højere risiko for at få en langvarig eller kronisk sygdom end børn af forældre med høj indkomst eller lang uddannelse.

Der er ikke noget nyt i, at adgangen til sundhedsvæsenet i Danmark har en social slagside. Selvom der i princippet er lige adgang for alle, er der nogle, der er bedre til at udnytte tilbuddene end andre. Der er nogle, der er bedre til at overskue mulighederne og rettighederne, og der er nogle, der er hurtigere til at opsøge hjælpen end andre.

Børnene rammes af social slagside

Det nye består i, at den sociale slagside slår igennem til børnene. Det er en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Rambøll for Sundhedsstyrelsen, der viser konsekvenserne af den sociale ulighed blandt børn og unge. Undersøgelsen viser, at uligheden især har indflydelse på diagnosticeringen og behandlingen af astma, allergi og eksem. Et norsk studie har tidligere vist, at overlevelseschancerne blandt kræftramte børn og unge tillige påvirkes af forældrenes uddannelses- og indkomstniveau.

Lavtlønnede bruger ikke så ofte speciallæger

Det er især brugen af speciallæger, der påvirkes af forældrenes uddannelses- og indkomstniveau. Forældre med mellemlang eller lang uddannelse er bedre til at opsøge den nødvendige ekspertise, når børnene rammes af eksempelvis allergi.
Undersøgelsen peger på vigtigheden af støtte til udsatte familier, når et barn rammes af kronisk sygdom. Afslutningsvis kommer undersøgelsen med nogle bud på, hvordan kommune, sundhedsvæsen og andre relevante aktører kan styrke indsatsen overfor børn og unge med en kronisk sygdom.

Kroniske sygdomme kan føre til senkomplikationer

Hvis en kronisk sygdom ikke diagnosticeres og behandles tidligt, øges risikoen for senkomplikationer. Det kan have betydning for kvaliteten af barnets skolegang, sociale relationer og generelle livskvalitet på længere sigt. Derfor er det væsentligt, at der bliver taget hånd om problemet.
Du kan læse rapporten her.
 

Forrige artikelKæledyr og kosttilskud: Lykken er en varm pels

Næste artikelHvor gammel bliver du?

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.