Nyheder

Solcreme ødelægger fertilitet

13. maj 2014

De hormonforstyrrende stoffer, der findes i bl.a. solcreme og tandpasta, kan nedsætte mænds fertilitet. Det viser et nyt dansk-tysk studie.

Otte procent af de nyfødte børn i Danmark er blevet undfanget med hjælp fra kunstig befrugtning. Mere end hver femte mand er enten frivilligt eller ufrivilligt barnløs, og sædkvaliteten har det generelt dårligt blandt danske mænd.

UV-filtre og triclosan

De hormonforstyrrende stoffer har længe fået skylden for udviklingen, og nu viser et nyt studie, at de industrikemikalier, vi omgiver os med, har en langt større betydning end hidtil antaget.

Det er blandt andet UV-filtre fra solcreme, blødgørere i drikkedunke og det antibakterielle stof triclosan, der findes i en række tandpastaprodukter, som er i skudlinjen.

Studiet er blevet gennemført som et samarbejde mellem Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion og det tyske forskningsinstitut Caesar i Bonn.

Kemi forstyrrer sædcellerne

Man undersøgte 96 hormonforstyrrende stoffers indvirkning på bevægeapparatet i mandens sædceller og fandt ud af, at en tredjedel af stofferne greb forstyrrende ind i en grad, der havde betydning for fertiliteten. Sædcellernes bevægemønstre er normalt styret af hormonet progesteron fra kvindens æg, men når sædcellerne fodres med kemikalier, der efterligner hormonets virkning, har det en negativ betydning for sædcellernes evne til at finde op til ægget.

Et totalforbud mod hormonforstyrrende stoffer

Man har hidtil vidst, at de hormonforstyrrende stoffer var skadelige for børn og fostre – særligt drengefostre, hvor de hæmmer udviklingen af kønsorganerne. Men det er nyt, at stofferne kan nedsætte fertiliteten i denne grad hos ellers raske mænd.

– For første gang har vi påvist en direkte sammenhæng mellem virkningen af hormonforstyrrende stoffer fra kemikalier i industriprodukter og en negativ effekt på menneskelige sædcellernes funktion. Det er helt nyt og meget overraskende, siger Niels Erik Skakkebæk, professor ved Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion i København til dagbladet Politiken.

Undersøgelsens opsigtsvækkende resultater er netop blevet offentliggjort i det internationale tidsskrift Embo Reports. Tiden vil vise, om resultaterne kan puste liv i kampen for et totalt forbud mod hormonforstyrrende stoffer på internationalt plan. I mellemtiden kan du gå i en bue udenom tandpasta med triclosan, købe en af de sunde drikkedunke på apoteket og skrue ned for brugen af solcreme; en siesta i skyggen kan være ligeså virkningsfuld mod solskoldninger.

Kilde: Politiken.dk

Forrige artikelFem ganske gode gulerødder

Næste artikelRødvin er knap så sundt

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.