Nyheder

Sollys mindsker risiko for nærsynethed

7. maj 2013

Børn har godt af frisk luft, siger man. Det er mere sandt, end man måske skulle tro. Børns forbrug af frisk luft menes nemlig også at spille en rolle i forhold til nærsynethed.

Børn og briller er en bøvlet kombination. Det kan blive en dyr affære, når de bliver væk eller går i stykker under leg. Så de fleste forældre foretrækker, at børnene bevarer et supersyn – i hvert fald til de er gamle nok til at tage vare på det sarte hjælpemiddel.

Frisk luft og dagslys mindsker nærsynethed

Nu viser kinesisk forskning, at forældre faktisk kan forebygge børnenes udvikling af nærsynethed. Børnene skal ikke nødvendigvis have gulerødder eller andre A-vitaminkilder morgen, middag og aften – de skal såmænd bare ud i den friske luft.

Forskere har undersøgt 350 børn i Taiwan, der gik på to forskellige skoler. På den ene skole skulle børnene tilbringe frikvartererne indendørs, mens børnene på den anden skole var tvunget til at holde frikvartererne udendørs. De sidstnævnte tilbragte i den forbindelse 80 daglige minutter i skolegården.

Man fulgte alle børn i et skoleår, og man undersøgte deres syn før og efter.

Det viste sig, at de børn, der primært havde holdt frikvartererne indendørs, havde større tendens til at udvikle nærsynethed end de børn, der var udenfor i hvert frikvarter.

Solen fik nærsynetheden til at udvikle sig langsommere

En dansk undersøgelse bakker resultaterne fra Taiwan op. Her har man undersøgt 250 danske skolebørn, der alle havde en mild nærsynethed. Det viste sig, at sollys betød meget for hvor hurtigt nærsynetheden udviklede sig.

Det er netop solen, forskerne i såvel Kina som Danmark mener rummer årsagen. Derfor anbefaler de kinesiske forskere, at man kan supplere med lysterapi indendørs, hvis vejr eller andre forhold gør udendørs aktiviteter besværlige eller umulige.

Men det er der jo heldigvis ikke nogen grund til lige nu, hvor det bare gælder om at få børnene (og de voksne) så meget ud som overhovedet muligt. Det er også velkendt, at motion modvirker nærsynethed, så en positiv kombinationseffekt ligger måske lige for.

Kilde: MedicineNet.com

Forrige artikelSalvestrol: Naturens våben mod kræft?

Næste artikelGear ned med en hviskevideo

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.