Store udsving i blodsukkerniveauet kan skade hukommelsen, viser ny forskning.
Du kan skade din hukommelse, når du sent på dagen propper dig med slik og andre søde sager i håb om at blodsukkeret stiger. Det viser nye undersøgelser fra Columbia University i New York. Dog stiger blodsukkeret med ekspresfart, men det styrtdykker kort tid efter igen. Og de store udsving i blodsukkerniveauet går ind og påvirker de dele af hjernen, der styrer hukommelsen, skriver FDB's blad Samvirke. Blodsukkerniveauet stiger med alderen I den amerikanske undersøgelse deltog 240 ældre, raske personer. Forskerne fandt en sammenhæng mellem forhøjet blodsukkerniveau og nedsat blodgennemstrømning, hvilket betyder nedsat aktivitet i den del af hjernen, der styrer hukommelsen. Forskningen er derfor ikke kun interessant for diabetikere, der netop kæmper med at holde et konstant blodsukkerniveau. »Det er også interessant for mennesker, der ikke har diabetes, fordi blodsukkerniveauet generelt stiger med alderen. Vores forskning viser, at en forbedring af blodsukkerreguleringen vil kunne hjælpe med at afværge den kundskabsmæssige glidebane, som mange af os oplever jo ældre, vi bliver«, siger forskningsleder Dr. Scott Small til Samvirke. Søde sager påvirker indlæringen Seniorforsker Kjeld Bruun-Jensen fra Diabetesforeningen mener, at den nye forskning stemmer overens med tidligere resultater. »Det er interessant nyt, som ligger i meget god tråd med et litteraturstudie, vi har lavet her i Diabetesforeningen om børn med diabetes. Her fandt vi ud af, at både det lave og det høje blodsukker påvirker børnenes indlæringsevne, og at det er ekstremt vigtigt, at børn er velregulerede for at få det optimale ud af deres skolegang«, siger han til Samvirke. Ifølge Diabetesforeningen har 200.000 danskere diagnosen type-2 diabetes, men lige så mange har type-2 diabetes uden at vide det, mens et sted mellem 500.000 og 700.000 mennesker i Danmark har forstadier til diabetes. 30-40 pct. af dem vil udvikle type 2-diabetes inden for treethalvt år.
Kilde: Politiken