Klar til Medova klokken 15? Måske skulle du udskifte dine el-pærer i stedet for.
Mantraet lyder, at vi skal spare på strømmen, og el-sparepærer er blevet et hit.
Men hvad, de færreste nok ikke tænker over, er, at du tit får det, du betaler for. Og når du sparer på strømmen, betyder det, at du får otte til ni farver i lyset, mens du med en af de klassiske glødepærer får 1200 forskellige farver. Derfor bliver øjet forvirret over, hvor resten af farverne er, når du bruger el-sparepærer.
Du bliver ukoncentreret og træt, og i værste fald kan du også blive vinterdeprimeret, fordi din krop mangler farverne fra glødelamperne, der minder meget mere om naturligt dagslys end el-sparepærer.
Mogens Brødsgaard er psykiater med speciale i depressioner, og han arbejder meget med lysterapi.
Han ved, hvorfor netop det naturlige lys er så vigtigt for os.
– Når det begynder at blive mørkt, begynder epifysen at producere hormonet melatonin, og det stof gør, at vi sover mere om vinteren. Men melatonin bliver dannet af serotonin, og derfor har vi mindre serotonin, jo mere melatonin, vi har i hjernen. Og der er en sammenhæng mellem et lavt niveau af serotonin og depression. Almindeligt dagslys er en rigtig god kur mod depressioner, fordi det er, når vi mangler dagslyset, at vi begynder at producere melatonin, forklarer han.
Der er ikke meget videnskab på området, men blandt andet lysarkitekt Asger Bay Christiansen kan nævne mange eksempler på, hvad det rigtige lys kan gøre ved og for folk. Han har mange erfaringer med både at få børn med læseproblemer til at lære at læse og børnehavebørn til at dæmpe sig ved at ændre på lyset i lokalerne. Og selv om han ikke arbejder med depressioner, er også han overbevist om, at dårligt lys og depressioner længer sammen. Han har bare en knap så kemisk forklaring på det.
– Jeg er sikker på, at der er en stor sandsynlighed for, at det er lettere at blive vinterdeprimeret, når det er december, og man opholder sig i elendigt lys hele dagen. Når man arbejder i lys fra el-sparepærer, kan man ikke se skarpt, og øjet mangler de farvenuancer, der er i almindeligt dagslys. Øjet bruger negativ energi på at lede efter det skarpe i lyset. Hjernen tænker, at der må være noget galt og søger fokus, siger han.
Brødsgaard og Bay Christiansen fremhæver, at lyset fra en glødepære især er vigtigt i vinterhalvåret, fordi vi får så lidt naturligt dagslys i den periode.
Asger Bay Christiansen understreger, at han ikke ønsker at vi helt skal holde op med at bruge energisparepærer. Vi skal bare bruge dem bevidst og kombinere el-sparepærer med glødelampelys. Hvis vi har 20 til 25 procent glødelampelys i vores blikfang, lysner glødelyset lyset fra elsparepærerne på en tilfredsstillende måde.
MERE VIDEN Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan lys påvirker dig, kan du gå ind på hjemmesiden: Du kan læse om Asger Bay Christensens lyslaboratorium på: http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/vinterdepression.htm http://www.indeklimaportalen.dk/Indeklima/Lys.aspx Her kan du læse om, hvordan du skaber et godt arbejdsmiljø ved hjælp af lys |