Mad

Spicy grøntsagssuppe

4. december 2015

Smagfuld og spicy grøntsagssuppe, der både kan peppe en kold dag op, men som også er fyldt med sunde sager til at bekæmpe inflammation.

Til 4-5 personer

Du skal bruge:

1½ dl røde linser

7,5 dl vand

1 dåse kokosmælk

2 løg

2 fed hvidløg

2 gulerødder

1 stor porre

500 g græskar – hokkaido eller butternut

2 grøntsagsbouillonterninger

1 spsk karry

½ spsk gurkemeje

1 tsk rød karrypasta

salt og peber

½ spsk kokosolie til svitsning

Frisk persille og koriander til drys

Sådan gør du:

Skyl linserne grundigt og lad dem dryppe af i en sigte. Hak løg og hvidløg fint. Vask porren grundigt og skær den i tynde ringe. Vask eller skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Hvis du bruger hokkaidogræskar skal det vaskes grundigt og ikke skrælles, men butternutgræskar skal skrælles. Fjern kernerne og det bløde i midten af græskarret og skær også græskarret i mindre tern.

Kom kokosolie, gurkemeje og karry i en gryde og lad krydderierne boble sagte i kokosolien. Tilsæt løg og hvidløg og svits det i 1-2 minutter. Kom de øvrige grøntsager i og svits det hele yderligere 3-4 minutter. Tilsæt karrypasta, vand, linser og bouillonterninger og lad det simre til linserne er møre – det tager ca. 15 minutter. Kom kokosmælken i og varm suppen godt igennem.

Smag til med salt og peber og server suppen med masser af frisk koriander og persille. Spis evt. et groft stykke brød til.

Forrige artikelTang kan gøre pizzaen sundere

Næste artikelEr du et grød-hoved?