Spis dig til bedre fertilitet

Af: Anette Harbech Olesen

Foto: Shutterstock

Der skal sunde kønshormoner til for at undfange et barn. Det kræver en god økologisk kost og fokus på sunde valg for både den kommende mor og far.

Mange danske par oplever i dag ikke at kunne blive gravide og få børn, når de ønsker det, og infertilitet rammer cirka 20% af de danske kvinder og mænd, der gerne vil have børn.

Årsagerne hertil kan være mange. En af forklaringerne kan eksempelvis være, at flere og flere kvinder udsætter børn og graviditet, fordi de gerne vil have gang i karrieren først. Denne tendens afspejler sig tydeligt i tallene, for gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er i Danmark steget fra 26 til 31 år igennem de seneste cirka 40 år.

Andre forklaringer kan findes i vores sundhedsmæssige tilstand. Stress, høje niveauer af toxiske og hormonforstyrrende kemiske stoffer i kroppen, utilstrækkelig ernæring, mangel på mikronæringsstoffer samt rygning, alkohol, medicinindtag, herunder P-piller. Mange unge kvinder lider af hormonelle ubalancer, ligesom forekomsten af diabetes og insulinresistens har været stærkt stigende i de seneste år, også blandt unge. Denne artikel sætter fokus på, hvad du og din partner selv kan gøre for at forberede kroppen til graviditet, for heldigvis er der en del tiltag, der kan hjælpe.

Læs også: Infertilitet – Kan din krop fange og holde på barnet?

Forbered kroppen til graviditet

Først og fremmest kræver det tilstrækkeligt med sunde kønshormoner, æg og sædceller at undfange et barn. Dannelsen af kønshormoner er helt afhængig af, at der i kroppen er tilstrækkeligt med sunde fedtstoffer. Alt for mange unge er i dag stadig fedtforskrækkede og har ikke lært, at der findes henholdsvis livsvigtigt fedt og potentielt livsfarligt fedt. Det første skal vi indtage hver dag igennem maden, det sidste skal vi gå i en stor bue udenom, hvis vi gerne vil have hormoner i balance. En god vitamin- og mineralstatus er også afgørende for hovedparten af kroppens processer, herunder dannelsen og effekten af hormoner, enzymer og de fleste andre signalstoffer, der konstant produceres, og som vi er afhængige af – også når vi gerne vil være gravide.

Vejer du for meget, har du for høje kolesteroltal, insulinniveauer, tungmetalbelastninger eller en utilstrækkelig tarmbiota op til en graviditet, så kan du have vanskeligere ved at blive gravid. Desuden viser en række forskningsresultater, at du potentielt kan videregive nogle af disse ubalancer til dit barn, så det fødes med en højere risiko for udvikling af en række sygdomme. Børn, der fødes ved kejsersnit, har en mindre varieret tarmbiota ved fødslen end børn, der er født vaginalt. Det har betydning for barnets immunforsvar, hvorfor du med fordel kan tilføre probiota, der netop passer til din lille nyfødte. Der er således al mulig god grund til at forberede dig og din krop på en forestående graviditet. Både du og dit barn vil kunne have gavn af det.

Læs også: Mænd kan også forbedre deres fertilitet 

Sådan spiser du dig til naturlig graviditet

Det kan hjælpe de fleste først og fremmest at omlægge kosten til en økologisk levevis med mad, der er tilberedt fra bunden af gode og nærende råvarer. Væk med forarbejdede fødevarer, fast food, e-numre, pesticidrester og dårlige fedtstoffer. Ind med masser af økologiske grønsager, gode omega 3 fedtsyrer og blodsukkerstabiliserende måltider, der omfatter både sunde proteiner, grønne kulhydrater og sundt fedt. Ved også at udelade sukker, hvidt brød, alkohol og tobak kan alene disse tiltag hjælpe mange par til øget fertilitet, graviditet og sundere babyer.

Har du og din partner vanskeligt ved at blive gravide, så kan valget af en sundere levevis, for både du og din partner, ofte hjælpe. Tag derfor hinanden i hånden, vær kvalitetsbevidste i jeres madindkøb, for I og jeres baby fortjener kun de allerbedste rene og uspolerede råvarer. Gør jer umage med maden, tilbered den indbydende, brug krydderurter og masser af farverige grønsager, og anret gerne jeres tre daglige måltider, så mundvandet løber. Det giver jer, jeres kroppe og jeres baby de allerbedste forudsætninger for sundhed og balance.

Fem gode råd, der virker, hvis du vil være gravid

  1. Prioriter tre varierede måltider dagligt, tilberedt af de bedste råvarer. Hvert måltid skal indeholde cirka en halv tallerken grønsager, tilberedt af årstidens økologiske afgrøder. Du kan supplere med krydderurter og lidt bær og frugt, men hovedvægten skal ligge på grønsagerne. Suppler med en kvart tallerken proteiner, enten i form af økologisk ørred eller laks, fjerkræ, bønner, linser eller en velsyrnet yoghurt naturel. Den sidste kvarte tallerken kan eksempelvis indeholde røde ris, hele kogte korn, kogte afkølede kartofler samt gode fedtstoffer i form af en lækker hjemmelavet pesto eller dressing. Vælg kun de allerbedste økologiske ekstra jomfruolier, og kombiner eventuelt en ekstra jomfruolivenolie med en god økologisk hørfrøolie i dine dressinger. En sådan madplan tilfører næring og balance og skaber det allerbedste grundlag for en sund krop, for både mor, far og baby.
  2. Få eventuelt lavet en vitamin- og mineraltest, enten via en blodprøve hos lægen eller privat (Nordic Clinic), og suppler med de fornødne vitaminer og mineraler. De fleste danskere kan have gavn af at supplere maden med en daglig vitaminmineralpille af høj kvalitet. En god multivitaminmineralpille til kvinden, der ønsker at blive gravid, kan eksempelvis være Terra Nova Prenatal eller Cytoplan Pregna-Plan. De indeholder eksempelvis både jern, folinsyre og D3 vitamin i letoptagelig food state form. Husk, at tager du tilskud af enkelte vitaminer eller mineraler, så skal de altid have følge af en højkvalitets multivitamin. Bliv også testet for zink, det kan have betydning for jeres evne til at blive gravide. Zink indtages bedst i organisk form til natten (fx Nani, Cytoplan eller NDS). Suppler hver dag med en god og stabil omega 3 olie (fx Nyborggaard hørfrøolie eller Ecolomega fiskeolie) samt måske ekstra D3 vitamin tilskud om vinteren, afhængig af behov. Kombiner gerne med jævnlige tilskud af probiotika med mindst 15 mia. kulturer per kapsel. Du kan sagtens fortsætte med Terra Novas Prenatal eller Cytoplan Pregna-Plan under graviditeten og efter fødslen, mens du ammer.
  3. Få dig rørt hver dag, kom ud i dagslyset og optag solens livgivende stråler. Bevæg dig, så det passer med, hvordan du har det. Overdriv ikke, men styrk dig eksempelvis via gåture og cykelture i naturen, yoga, dans, QiGong eller andet, der gør dig godt og glad. Vær opmærksom på, at du får trukket vejret dybt og gi’ dig selv ro og hvile også. Tilstræb i det hele taget afstressende tiltag i denne periode.
  4. Lyt til din indre rytme og respekter at spise og sove efter denne rytme. Det betyder for de fleste at gå i seng før midnat, at sove mindst syv timer i fuldstændigt mørke, men kan også indebære at spise sine tre måltider imellem kl 07 og 19. Den cirkadiske rytme har stor betydning for din produktion af melatonin, der igen har afgørende indflydelse på dine hormonelle balancer og en lang, lang række andre kropslige funktioner.
  5. Eliminer pesticidrester, tungmetaller og anden hormonforstyrrende kemi fra din mad, dit drikkevand og dine omgivelser. Spis økologisk, rens eventuelt dit vand, undgå methylkviksølv og andre tungmetaller fra eksempelvis fede fisk som tun, haj og laks, Spis i stedet ansjoser, sardiner og økologisk laks og ørred og undgå al tun. Vask dit nye tøj, før du bruger det og naviger udenom mikroplast og parabener med mere i cremer og shampooer.

Vil du være gravid, så skal du sige farvel til:

Sig farvel til tun, laks og haj, og goddag til økologiske ørreder og økologisk laks. Kemiske stoffer som pesticidrester, PCB’er, dioxiner, methylkviksølv, PAH’er samt en lang række andre stærkt skadelige og hormonforstyrrende stoffer, kan påvirke dig og dit kommende barn negativt.

 


Vil du være gravid, så skal du sige goddag til:

Indtag af økologisk mad, lavet fra bunden, en højkvalitets vitaminmineralpille, D3 vitamin, organisk zink og selen samt gode og stabile olier kan være befordrende for at blive gravid. Du kan læse mere om vitaminer og mineraler samt om sundt fedt på Madforlivet.com

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*