Vi læser ofte om kostvaners indvirkning på hjertet. Men du kan også få sundere øjne, hvis du spiser rigtigt.
Mange mennesker lider af for højt blodsukker. Det behøver ikke være så højt, at det diagnosticeres som diabetes, men højt nok til at skade bestemte kropsfunktioner. Et for højt blodsukker kan f.eks. skabe forandringer i blodkarrene i nethinden.
Til at begynde med vil forandringerne ikke give nogen symptomer. Derfor er det vigtigt for diabetikere at gå jævnligt til øjenlæge. For hvis først sygdommen får fat, viser den sig som mørke områder i synsfeltet. Og det tabte synsfelt kan almindeligvis ikke vindes tilbage.
Det gælder om at holde sit blodsukker stabilt. Det er også vigtigt, at blodtrykket og kolesterolen ligger på et sundt niveau.
Undgå hvidt brød og begræns i det hele taget mængden af stivelse i kosten. Tag et tilskud af omega 3-fedtsyrerne EPA og DHA, gerne 1000 mg om dagen. Det kan mindske risikoen for blodpropper i øjet.
Sørg også for at få godt med D-vitamin, for det kan modvirke dannelsen af nye kar som følge af diabetisk øjensygdom (retinopati). Bakteriehæmmende flavonoider, der findes i bl.a. kaffe, te, bær, frugt, kakao, vin og granatæble, styrker blodkarrene.
Grøn stær er en øjensygdom, der skader synsnerven. Ofte er trykket i øjet også for højt. Synet bliver langsomt forværret i de ydre dele af synsfeltet indtil patienten får tunnelsyn og kun ser midten af synsfeltet. Mange med sygdommen kan dog beholde et godt syn hele livet, hvis sygdommen behandles korrekt.
Årsagen til grøn stær er ikke fastslået med sikkerhed. Men meget tyder på, at sygdommen er arvelig. Så hvis søskende eller forældre har haft grøn stær, er der god grund til at besøge en øjenlæge jævnligt, når man har passeret de 40 år.
Hvis trykket i øjet er for højt, kan man sænke det på forskellige måder. Det kan ske med øjendråber, laserbehandling eller operation. Behandlingen kan ofte bremse sygdommen, men det mistede syn får man ikke tilbage.
Øjenforkalkning (AMD) er den mest almindelige årsag til nedsat syn hos ældre i den vestlige verden. Egentlig er navnet øjenforkalkning misvisende; der er ikke tale om forkalkninger i blodkar, som det ses i f.eks. ben, hjerte og hjerne. Der findes to varianter af AMD. Den såkaldt tørre form er den mest almindelige, og her kommer symptomerne langsomt snigende i form af nedsat evne til f.eks. læsning. Den våde form kommer mere pludseligt og giver ofte en voldsom synsnedsættelse. Sygdommen er muligvis arvelig, men livsstil menes også at spille en rolle eftersom sygdommen er særligt udbredt i den vestlige verden. Rygning og dannelsen af de frie radikaler mistænkes for at spille en rolle, men også rygning og sollys kan øge risikoen for at få sygdommen. Så hvis du vil undgå AMD, skal du lade være med at ryge, fastholde en normalvægt, passe på at blodtrykket ikke bliver for højt og spise masser af frugt, grønt og bær.
Ved grå stær bliver øjets linse så uklar, at det bliver svært at stille skarpt – både på lang afstand, og når du læser. Konturer og farver bliver svagere, du bliver lettere blændet og kan yderste konsekvens få dobbeltsyn. Mennesker, der befinder sig meget udendørs, såsom landmænd og erhvervsfiskere har en forhøjet risiko for grå stær. Men rygning øger også risikoen.
Hvis du vil mindske risikoen for at få øjensygdomme som grøn eller grå stær og AMD, skal du bl.a. sørge for at få omega 3-fedtsyrer, C-, D- og E-vitaminer, selen, lutein, zeaxantin, B6, B12, folsyre, ginkgo biloba, coenzym q10, zink og magnesium. Der findes flere kosttilskud, der har de fleste af ovennævnte ingredienser. Ellers er blåbær, olivenolie, grøn te og fed fisk naturlige kilder til en del af ingredienserne.
Et amerikansk studie viser, at man kan nedsætte risikoen for øjensygdomme med op mod 71 pct., hvis man spiser og lever sundt. To andre studier viser, at antioxidanter både kan lindre og forebygge sygdommene. Især ved AMD har et forhøjet indtag af C-vitamin, E-vitamin, betacaroten og zink vist at kunne nedsætte risikoen for tab af synsevne. Nogle studier viser tillige gavnlige effekter af et højt indtag af fed fisk.
Tørre øjne er en almindelig lidelse – især blandt mennesker, der arbejder i lokaler med klimaanlæg eller ved pc-skærme. Brug af kontaktlinser kan også gøre øjnene tørre. Der findes flere produkter på markedet, der kan lindre, men omega 3-fedtsyrer kan også hjælpe mod tørre øjne. Havtornolie kan være et sundt kosttilskud, hvis du lider af tørre øjne. Et studie viste, at netop havtornolie, der både består af omega 3 og omega 6, havde en gavnlig effekt på mennesker med tørre øjne.