Nyheder

Spis dine mælkebøtter

16. maj 2017

De er smukke, når de blomstrer, men få dage efter står de i frø og giver haveejerne grå hår i hovedet. Der er en sund vej ud af pinslerne: Spis dem.

Mælkebøtte, Troldblomst, Fandens Mælkebøtte eller Løvetand – kært barn har mange navne. Udskældt af haveejerne og elsket af mennesker med smag for naturens egen medicin.

Sunde bitterstoffer

Mælkebøtter er rigtig god for fordøjelsen, da de indeholder en række bitterstoffer, som aktiverer leveren og sætter gang i galdeproduktionen i galdeblæren. Derved hjælper bitterstofferne fra mælkebøtten vores krop med at rense og afgifte sig selv for affaldsstoffer – helt naturligt.

Mælkebøtten er også rig på flavonoider, vegetabilske antioxidanter, der har en gavnlig effekt på inflammationstilstande i kroppen.

Sprøde fritter

Du kan koge mælkebøttesaft som du koger hyldeblomstsaft – med vand, sukker og citronsaft. Derved får du en god udrensningssaft, der i øvrigt fint kan fryses.

Du kan også lave disse sprøde mælkebøttefritter:

3 dl friske mælkebøtteblomster (friske og ikke for store – bør vokse i fugtig jord, for så smager de bedst)
1 æg
2,5 dl mælk
2,5 dl hvedemel
1 tsk æbleeddike
1 tsk tørret rosmarin – eller én spsk frisk.
Smør til stegning

Skær/pluk blomsterne af stilkene én eller to cm nede, for så har du lidt stilk at håndtere dem med.

Vask blomsterne og lad dem dryppe af.

Lav dejen ved at blande ingredienserne i en skål.

Smelt smørret på en pande og dyp mælkebøttehovederne i dejblandingen. De steges, til de er gyldenbrune.

Kilder: veganer.nu, tv2.dk

Forrige artikelNy forskning: Statiner udsætter døden med 10 dage

Næste artikelResistente bakterier på fremmarch