Nyheder

Stimulation af hjernen kan hjælpe deprimerede

3. maj 2007

Ny tysk forskning tyder på, at dyb hjernestimulation kan hjælpe mennesker med svære depressioner.

Behandling med dyb hjernestimulation kan hjælpe patienter med svære depressioner. Det mener tyske forskere, der har offentliggjort deres resultater i tidsskriftet Neuropsychopharmacology.

Ifølge forskerne har patienter med depression, der har mistet evnen til at opleve tilfredsstillelse eller glæde ved aktiviteter, som de tidligere har oplevet som positive, en bristende funktion i hjernens belønningssystem.

For at undersøge effekten af dyb hjernestimulation lod forskerne tre patienter med ekstremt svært behandlelige former for depression gennemgå et indgreb, hvor der blev sat elektroder på begge sider af den del af hjernen, som hedder nucleus accumbens.

De tre patienter reagerede ikke på behandling med lægemidler, psykoterapi eller elektrochok. Undersøgelsen viser, at patienternes kliniske symptomer forbedredes af hjernestimulationen, og de forværredes, når de ikke fik stimulation via elektroderne. Effekterne kunne ses umiddelbart, og forskerne så ingen bivirkninger af behandlingen hos patienterne.

Forskerne betragter resultaterne som foreløbige, men mener, at dyb hjernestimulation kan blive et alternativ til patienter med svært behandlelige depressioner.

Kilde: Dagens Medicin.

Forrige artikelHveder skulle give bagerne fri

Næste artikelMælkesyrebakterier giver mindre risiko for eksem