En del mad havner i skraldespanden i denne søde juletid. Ifølge interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer havner mad til en værdi af 1,1 milliard kroner i skraldespande og containere.
I det enkelte hjem kan det godt medføre stress, fordi det gør lidt ondt at smide en masse ud, når nu økonomien i forvejen er presset. TV-kokken Claus Holm er blevet Stop Spild af Mad-ambassadør. Han har nogle gode bud på, hvordan vi mindsker madspild.
– Når vi køber ind og laver middagen, handler det om, at vi allerede der tænker næste ret til næste dag. Flæskesteg eller ribbensteg smager virkeligt godt dagen efter. Koldt i en grovbolle eller imellem to stykker ristet rugbrød på brødristeren, smurt med sennep eller æblekompot, rødkål og bum! – så er den rest spist. Når du står i et supermarked og er i gang med dine juleindkøb, så køb alt det, du vil, men tænk over hvor mange I er, hvad du plejer at smide ud, og på hvad du vil med maden dagen efter. Det giver også mindre stress – og jo mere overskud vi har på dagen, desto mere danser vi rundt i køkkenet, siger Claus Holm.
De sidste par uger har Naturli.dk viderebragt et par af Claus Holms opskrifter på god mad med rester. I denne uge får du Claus Holms eget bud på en traditionel julemiddag – uden spild:
– med æbler og svesker, rødkål med æblesaft, honningkartofler med hasselnødder og skysovs
Det skal du bruge:
1 dansk and, gerne en frilands – de smager altså bedre
3 æbler, skåret i både
1 håndfuld svesker uden sten
Salt og 1 spsk. rosa peber, 4 laurbærblade
Sådan gør du:
Anden gnides først med salt indeni, så fyldes den med æble svesker og laurbær, det er nemmest hvis du blander det først i en skål, så fyldes det godt ind i anden, husk at kom en ske fuld rosa peber med i blandingen.
Sæt anden på en bradepande, lidt vand i bunden af bradepanden, så bunden er dækket. Salt på toppen af brystet, 150 grader ca. 3 timer.
Fonden/sauce hældes fra. Gem det i en gryde, lad det koge ind, jævn med lidt maizena og smag til med salt og peber, en lille smule smør og skal af en appelsin.
Anden deles i låret, som skæres i lårledet så har du to stykker, vingen skæres fra ved brystet og brystet skæres i 3 stykker hver. Op i et fad med alle 12 stykker.
Alt dette kan du gøre om efter middagen, og så er der ingen stress kl. 6. Server saucen ved siden af.
Det skal du bruge:
600 g kartofler, vaskes og find lige de små fine.
120 g hasselnødderflager eller hele, som du hakker
1 dl akaciehonning
Groft salt og hvid peber
Sådan gør du:
Kartoflerne kommes i et fad og der hældes honning på, kom nødder og salt over, bages ca. 25 minutter ved 180 grader sørg for at ryste fadet nogle gange under tilberedningen, så fordeles honningen bedre. Honning kartofler er ikke som brunede kartofler, men smager lidt bedre.
Det skal du bruge:
1 rødkål ikke for stort, skåret i fine strimler
Salt og peber
1 dl honning
2 dl æbleeddike
10 stk. tørrede figner, skåret i mindre stykker
3 stk. stjerne anis, 3 stk. nelliker, 1 kanelstang
Sådan gør du:
Kom kålen i en gryde, tilsæt alt andet, låg på og lad koge ved svag varme, til det er mørt. Du kan justere smagen med honningen, nogen kan lide den sur og andre sødere, det er dit valg, din kål.
Ønsker du en mere karamel smag, skal du starte med at smelte 100 gram smør, tilsæt 2 spsk. vand når det er gyldent, så det bliver flydende karamel, så kommer du kålen i.