Et nyt norsk studie fastslår, at fedt omkring maven kan udgøre en større sundhedsfare end rygning og høje kolesteroltal.
Mens kolesteroltallene fortsat diskuteres – er det skadeligt eller gavnligt, og hvornår – er de færreste uenige i, at det er usundt at ryge. Vi ved også godt, at overvægt ikke er fremmende for sundheden.
Men at fedtet omkring maven er farligere end både rygning og høje kolesteroltal kommer alligevel bag på mange. Ifølge Dagens Medisin i Norge viser et norsk studie, at for meget mavefedt får betændelsesstoffer til at udskilles i blodet. Stoffer, som ser ud til at udgøre en langt større risiko for hjerte-karsygdomme end kolesterol og rygning gør.
Inflammation dårligt for hjertet
På Oslos Universitetssygehus, Ullevål, stod assisterende læge Marius Trøseid fra Medicinsk afdeling bag studiet, der testede 560 mænd med meget mavefedt. 40 pct. af mændene havde foruden en stor andel af mavefedt, for højt blodtryk, høje insulinniveauer og høje kolesteroltal.
I forsøget viste det sig, at den mængde af betændelsesstoffer, som udskilles af fedtet omkring indvoldene, gav en langt større risiko for hjertekarsygdomme end rygning og højt kolesteroltal.
– Vi blev lidt overraskede over, at det var så meget større end traditionelle risikofaktorer, men det passer godt til teorien om, at hjertekarsygdomme er inflammationssygdomme, siger Marius Trøseid.
I løbet af tre år kunne studiet registrere, at mængden af betændelsesstoffer i blodet både havde relation til stabile hjertekarsygdomme og til akutte tilfælde af hjerteanfald og slagtilfælde.
Træning mod store maver
I et mindre studie så man samtidig på, hvad man kunne gøre mod inflammation, der var skabt af store maver. 30-40 mænd, som startede med at træne, blev kontrolleret.
– Kombinationen af kostvejledning og træning var mest effektiv. Hos mændene, der trænede tre gange om ugen, så vi, at betændelsesstofferne blev reduceret, fortæller Marius Trøseid.
Om mændene rent faktisk omlagde kosten efter kostvejledningen, blev ikke kontrolleret, men Trøseid er ikke i tvivl om, at sundere kost også har haft en indflydelse.
Et højt niveau af inflammation kombineret med et højt niveau af blodsukkeret – også under diabetesgrænsen, var ifølge studiet heller ikke en god cocktail.
Råd mod inflammation fra store maver
Det nytter noget at omlægge livsstilen, mener forskerne. Både træning, kostvejledning og omega-3 fedtsyrer kan ifølge studiet hjælpe med at reducere betændelsesstofferne.
– Både reduktion af mavefedtet, nedgangen af fedtstoffer i blodet og en forbedring i fedtsyremønstret kan bidrage til på forskellige måder at reducere disse betændelsesstoffer, siger Trøseid.
Kilde: Dinside.no
(Oprettet den 15. april 2010)