Vores skribenter

Store neglebånd

En læser vil gerne vide, hvordan han kan komme sine store neglebånd til livs. Skønhedskonsulent Tine Juul Andersen guider i denne brevkasse.

Foto: Shutterstock
22. november 2022

Spørgsmål:

Mine neglebånd har det med at blive for store og vokse op på neglene. Samtidig er mine negle så underligt rillede. Jeg prøver konstant at skubbe neglebåndene ned, men de ender altid med at danne en forhøjning, som så tørrer ud. Det forsvinder først, når jeg klipper/skærer det væk.

Jeg kan huske for mange år siden, jeg havde en kæreste som havde noget creme, hun smurte på mine neglebånd, og efter ti minutter gned hun li’ så stille mine neglebånd, så de til sidst var fuldstændigt væk. Kan man ikke købe den creme mere?

Er der creme, som kan anbefales med samme virkning?

Venlig hilsen Arne

Svar: 

Det er et virkelig godt spørgsmål, for negle kan opføre sig meget forskelligt.

Hvorvidt netop den creme stadig eksisterer, kan jeg desværre ikke svare på, men jeg kan fortælle, at der findes forskellige muligheder, hvor jeg har nogle forslag – håber noget kan hjælpe.

Det har netop stor betydning for neglens sundhed, at neglebåndene er sunde. Nogle kan lide at klippe neglebånd helt af en gang imellem, men det vil jeg egentlig ikke anbefale. For neglebåndene er til nytte ved at beskytte mod, at bakterier mm ikke trænger ned i fingrene, og et sundt neglebånd er med til at give sunde negle.

At man har en fordybning eller forhøjning, kan også være en gammel skade, hvor man har fået et slag. Ikke mindst hvis man kun oplever det på én negl. Det samme kan opstå, hvis neglebåndene ikke er bløde og samlede, så neglen kan vokse frit.

Mht rillede negle kan de være vandrette, næsten lidt bølgede eller lodrette mere riflede. Jeg har taget udgangspunkt i det sidste 🙂

Rillede negle kan fortælle, at man kostmæssigt skal være opmærksom på, om der er en ubalance mellem for meget salt og for få sunde fedtstoffer (f.eks. omega-3) – om der skal skrues op for ekstra, friske grønne grøntsager. Spis alt muligt blandet grønt og lav evt. en dressing med lidt olivenolie, sirup, citron og lidt mineralsalt som f.eks. himalayasalt, der indeholder mange mineraler.

Rillede negle kan også indikere, man generelt kunne have gavn af at støtte op om lever og nyrer og tarmene. Så mælkebøtte, som te, ekstrakt eller tabletter. I maden og gerne sammen med andre lidt bitre grøntsager som rucola, artiskok, babyspinat mm.

Negle generelt (men også hud og hår) har også behov for silicium, zink og B-vitamin. Hvis man er i underskud, kan det betale sig i en periode (f.eks. 3-6 mdr.) at tage ekstra tilskud. F.eks. har Berthelsen en Silica Extra, der kan anbefales.

Der findes deciderede negleolier. F.eks. har Dr. Hauschka en negleolie, som man smøre på hele neglen, men især masserer godt ind i neglebåndene. De første dage ville jeg nøjes med at smøre og massere det ind. Efter nogle dage eller en uge, hvor de gerne skulle begynde at blive blødere, ville man kunne begynde forsigtigt at skubbe dem ned. Gerne bare bruge neglen på den anden hånds tommelfinger… den er lige ved hånden… men ellers kan man købe træpinde, der er særligt egnede til formålet. De er lidt skåret til. Weleda Hand & Nail Cream indeholder voks, der er særligt god at massere ind. Zinobel Organic Boost Hand Cream indeholder hvid pil-ekstrakt, der både heler og plejer. Vil man gøre den ekstra fed til massage, kan man komme lidt ekstra olivenolie i.

Hvis det ikke er nok til at ændre på neglenes sundhed, så vend gerne tilbage, for der findes nogle lakker, der kan smøres på og der er ekstra udrensning til tarme osv. men dette ville være et forslag at starte ud på.

Bedste hilsner
Tine Juul Andersen

Forrige artikelKredsløbets betydning for sund hud

Næste artikelFryser du? Her er 8 mulige årsager

Tine Juul Andersen

Skønhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2012.