Type 2 diabetespatienter kan reducere risikoen for hjertetilfælde og forbedre deres overlevelse, hvis de formår at sænke deres blodtryk markant. Det viser ny undersøgelse.
Sænk blodtrykket og lev længereDet er med få ord konklusionen på verdens største undersøgelse blandt type 2 diabetespatienter, 'ADVANCE'. Mere præcist viser resultaterne, at et markant lavere blodtryk kan betyde, at 14 procent færre patienter med type 2-diabetes dør af sygdommen. »Lad os sige, at vi behandler alle Danmarks diabetespatienter på et par hundrede tusinde i fem år, så vil man kunne undgå 18.000 dødsfald«, siger overlæge ved Frederiksberg Hospital, Jesper Mehlsen. Over 11.000 deltagereI fire år har studiets bagmænd fulgt 11.140 type 2 diabetespatienter fra over 20 lande i Asien, Europa og Nordamerika. I den periode har den ene halvdel fået suppleret deres normale behandling med kombinationspræparatet Coversyl COMP, der nedsætter blodtrykket. Resultaterne skaber glæde i lægeverdenen, fordi man nu endelig har fået bevis for det, man hele tiden har troet: Jo lavere blodtryk, jo bedre. Kan ændre fremtidig behandlingOgså overlæge Jesper Mehlsen er positiv. Han hæfter sig især ved, at de patienter, der er indgået i undersøgelsen, er patienter, som ikke nødvendigvis har haft forhøjet blodtryk. »Tidligere har man primært interesseret sig for patienter med forhøjet blodtryk. Men nu går man altså ud og siger, at nu giver vi alle patienterne den her pille oven i. Uanset om de har forhøjet blodtryk. Det er ret nyt«, siger han. I lighed med en af lægerne bag studiet, der kalder studiet et gennembrud i diabetesbehandlingen, mener Jesper Mehlsen, at resultaterne kan ændre retningslinjerne for, hvordan man i dag behandler patienter med type 2 diabetes. »Man bør nu overveje, at alle patienter får blodtrykssænkende medicin, uanset om man har forhøjet blodtryk eller ej«, siger han. Nærmere analyse nødvendigHelt så optimistisk er overlæge Steen Madsbad, der er formand for Diabetesforeningens Lægeråd, ikke. »Et gennembrud er mange ting. Det er et studium, der giver ny viden og underbygger, at de behandlingsprincipper, vi har, er gode nok. Derfor tror jeg ikke, at det i første omgang kommer til at ændre nogen behandlingsstrategier«, siger han. Madsbad erkender, at den kombination af medicin, der er brugt, virker, men påpeger samtidig, at den samlede gruppe af diabetespatienter er meget uhomogen: »Det er et let koncept, at man bare putter noget mere medicin oven på. Men man bliver nødt til at analysere, om der er nogen kombinationer, som virker bedre end andre på forskellige patienter«. Få bivirkningerUndersøgelsen gør opmærksom på, at der næsten ingen bivirkninger er ved den anvendte behandlingsmetode. Den påstand bygger de på, at frafaldet ved behandlingen var det samme for de, der modtog blodtryksnedsættende medicin oven i den normale behandling, som for dem, der ikke gjorde. Alligevel kunne Steen Madsbad godt tænke sig en mere nøjagtig analyse. »Der er bivirkninger ved al medicin. Jo flere præparater, man giver en patient, jo flere bivirkninger får man selvfølgelig. Det er ikke fordi, jeg mistænker, at der er noget. Jeg siger bare, at man er nødt til at lave en ordentlig analyse«, siger han. I alt har cirka 220.000 danskere diabetes. Udover de positive resultater med diabetes-patienter, har behandlingsmetoden også vist sig reducere risikoen for hjertetilfælde med 14 procent og nyreskader med 21 procent. Kilde: Politiken