Manu Sareen: Stress er som en forstuvet sjæl - Naturli

Manu Sareen: Stress er som en forstuvet sjæl

Af: Kristine Bindslev

Foto: Lars H. Laursen

Livet gav for 17 år siden Manu Sareen det røde kort. Med alvorlig stress blev han dømt ude og hjem under dynen i månedsvis. Sygemeldt fra arbejdet fik Manu det bedre, og stress blev vendt til selvindsigt. En indsigt, der kom ham til gode, da han som nyudnævnt socialminister pludselig igen stod ansigt til ansigt med stress, og kun et gult kort fra atter at ryge ud.

– Flere hundredtusinde danskere oplever alvorlig stress hver dag, og op imod en halv million føler sig udbrændte. Vi står altså over for en stressepidemi. Men ikke nok med det. Det er samtidig stadig tabu at have stress. Stress er nemlig lig med svaghed i vores præstationssamfund.

Tidligere social- og ligestillingsminister Manu Sareen taler af erfaring. Han har prøvet at gå ned med stress og føle sig tvunget til at holde det hemmeligt. Stressmonsteret har endda hele to gange hamret hårdt på hans dør. Og begge gange stod læger klar med et stort tag-selv-bord af medicin. Det, der hjalp Manu, var ikke piller, men at slække på kravene, lære at sige ”pyt” og værne om sin krop med træning, sund kost og tilstrækkelig søvn.

Først ved hjælp af medicinsk cannabis fik den stressramte politiker sovet godt og nok.

– Jeg har mødt mange læger, hvis svar på stress er medicin. Og det er jo hverken noget svar eller nogen løsning. Jeg tror, vi kan reducere stress ved at lægge telefonen væk. Stress turer frem på den store klinge, fordi vi er på hele tiden. Vi giver ikke hjernen nogle pauser i løbet af en dag. Og vi brænder os selv fuldstændig ud lige så langsomt og ubemærket. Det bekymrer mig, fordi det også rammer børn og unge. Det, at vi er på hele tiden.

Vil bryde tabu omkring stress

Manu sagde sidste år ja til at være frontfigur mod stress som formand for Stressforeningen. Han håber på at bryde tabuet, at stress kan få sin egen diagnose, og at Danmark kan samle sig om fælles at tackle det stigende problem, der ikke kun går ud over den enkelte, men også samfundet og pårørende.

– Første gang jeg gik ned med stress, så jeg det slet ikke komme. Tæppet blev flået væk under mig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at have det, som jeg havde det. Den smerte, jeg havde, og den tomhed. Alt blev meningsløst og ligegyldigt. Det var frygteligt. Det kan lyde underligt, men jeg følte, at min sjæl var forstuvet.

Den perfekte far

Manu sidder øverst oppe i Stressforeningens nye lokaler på Amager ved Kløvermarkens Idrætsanlæg og fortæller om, hvordan drømmen om det perfekte familieliv og en succesfuld karriere i stedet for blev til et mareridt og årsag til en nedsmeltning.

– Som småbørnsfar pålagde jeg mig selv alt for meget. Alt skulle være perfekt. Jeg havde en ide om, at mit liv skulle matche det liv, der var derude, eller som jeg troede var derude. Alle de, der kiggede ind ad vinduerne til mit hus, skulle se et perfekt liv.

– Så jeg prøvede på at være den perfekte mand, den perfekte far, hente børnene tidligt fra institution, løbe maraton og arbejde hårdt for at skaffe penge til ferier. Men jeg sled mig selv op. Vi ved, at depression ofte er forbundet med stress. Og det var det sorte hul, jeg røg ned i.

Omverdenen så stressen

På det tidspunkt var Manu etnisk konsulent i Københavns Kommune og i fuld gang med at opbygge en politisk karriere. Det var chefen og kollegerne, der gjorde ham opmærksom på, hvor galt fat det egentlig stod til.

– Jeg havde kort lunte, var irritabel og havde et konstant indre ubehag, men det var først, da min chef sagde: ”Hør her, du skal sygemeldes, for det holder ikke en meter, at du sidder og råber og skriger. Vi kender dig normalt som et meget roligt menneske”, at det gik op for mig, hvor langt ude, jeg var. Hvor min chef og mine kolleger mødte mig med forståelse, mødte lægen mig med antidepressiv medicin, siger Manu og griner højt af sin egen ironi.

Mens medicinen holdt ham fanget i ikke at kunne mærke sig selv, var selve sygemeldingen en befrielse. Pludselig var det legitimt at rulle sig ind i dynen, blive liggende, sige nej til alt og ikke lave noget som helst.

– I 4 måneder lavede jeg intet. Absolut intet. Jeg fik nogle underlige ritualer med at spise spegepølsemadder med remoulade og ristede løg hver dag og tonsvis af dem. Og jeg kom mig stille og roligt. En dag fik jeg nok af medicinen, som jeg følte, jeg blev sindssyg af. Jeg stoppede brat med medicinen fra den ene dag til den anden og fik derfor også et par tilbagefald.

Det røde kort lurer igen

Tilbage på arbejdet havde Manu taget ved lære og tog forholdsregler. Nu vidste han, at han skulle passe på med at presse sig selv for meget. Alligevel ryger Manu ind i en stressspiral igen 10 år senere. Netop som han står på toppen af sin politiske karriere udnævnt som socialminister, slår det ham, at det slet ikke er lykken at nå sit mål. I 17 år har han slidt og slæbt. Men for hvad?

– Der jeg stod på Amalienborg i 2014 og havde nået det højeste, jeg kunne opnå. Og jeg tænkte: “YES, man!” Men så kom en lille djævel og sagde: ”Er du lykkelig”? Og det var jeg overhovedet ikke. Det var så frygteligt og et kæmpe chok. Jeg var gået glip af store dele af mine børns barndom. Og for hvad?

Hvor første omgang stress fuldstændig overrumpler ham, ved Manu et eller andet sted godt, at det røde kort lurer i kulissen, og at han atter er på afveje i forhold til et balanceret liv. Men, som han forklarer, virkede det som om, at der ikke var andre veje end vejen opad og frem.

– Jeg var steget ombord på et lyntog, jeg kunne ikke stå af. Sådan følte jeg. For selvfølgelig kunne jeg stå af. Jeg kunne bare have sagt: ”Hør her, jeg vil ikke mere”. Og så kunne jeg være skredet fra det hele. Men min ærgerrighed og mine ambitioner havde taget styringen. Jeg ville ikke bare give op.

Ville være et forbillede

– Presset kom indefra såvel som udefra. Jeg ville vise over for alle, inklusive de unge indvandrere, som kiggede på mig: ”Se, I kan godt”. Jeg havde ikke lyst til at vise dem, at det her – det går ikke …

Manu giver den fuld skrue, og samtidig med en arbejdsuge på 80 timer gennemlever han en opslidende skilsmisse i retten og statsforvaltningen. Reaktionen kommer væltende en tirsdag til et morgenmøde hos Helle Thorning Schmidt.

– Der sidder jeg en kold vinter iført jakkesæt, og pludselig kampsveder jeg. Selv om jeg tager jakken af, fosser det bare ud. Jeg tager min puls. Den er på 150. Og det ved jeg straks, at det skal den ikke være.

Kort efter hos lægen får Manu at vide, at hvis han bliver ved på den måde, vil han falde om.

Nu går jeg efter balance

– ”Her er nogle piller”, siger lægen til mig. Du kan få antidepressiv medicin i lav dosis for at sove bedre. Du kan få sovepiller. Du kan få benzodiazepiner, betablokkere, ja, du kan få alt muligt, hvis du vil. Det var en ren cocktailbar hos lægen. Værsgo’ at tage for dig, griner Manu, men forargelsen ligger lige under latteren.

Denne gang takker Manu nej til medicin. Men han er med på, at de 4-5 timers søvn, han har fået i gennemsnit de sidste par år i døgnet, ikke er nær nok. Og noget må han gøre.

– Jeg havde jo for pokker lært noget af at gå ned med stress tidligere. Jeg var klar over, at jeg blev nødt til at have nogle søjler på plads i mit liv. Og søjlerne skulle være i balance i forhold til hinanden. I dag ved jeg, at det er vigtigt for mig at træne. Det er vigtigt for mig at spise sundt. Det er vigtigt ikke at drikke for meget alkohol. Og sidst, men vigtigst af alt, det er afgørende, at jeg ikke er for laissez-faire med min søvn. Jeg skal have min søvn.

Medicinsk cannabis gav søvn

Manu får medicinsk cannabis introduceret på sit ministerkontor. Det tager han imod. Og så sov han.

– Det var det, jeg havde brug for. At få en ordentlig søvn, hvor jeg kunne restituere. I dag kæmper jeg inderligt for, at medicinsk cannabis skal tilbydes som et alternativ til anden medicin. Jeg kan ikke lukke øjnene for, at cannabis som medicin har hjulpet mig, og det hjælper så mange andre.

– Husk på, at man ikke bliver skæv af det. Jeg siger ikke, at medicin er dårligt. Det kan hjælpe nogen mennesker. Men jeg kan også se, at der er rigtig meget medicin, der ikke hjælper og som så tilmed giver en frygtelig masse bivirkninger. Der er kun få bivirkninger ved medicinsk cannabis.

Manu henviser til en rapport fra WHO, som vi normalt har stor tillid, der slår fast, at den medicinske cannabis er ufarlig og ikke vanedannende. Selv klarer han sig fint igen og sover som en baby. I hvert fald lige indtil hans otte måneder gamle baby, Nova, vågner tidligt. Sammen med sin nye kone, Solveig, er Manu blevet far igen.

– Vi har delt det op. Solveig ammer, så hun tager nætterne, til gengæld står jeg så op med Nova og tager mig af hende om morgenen, mens Solveig får sovet længe. Jeg sørger for, at hun får sin søvn. Og hun sørger for, at jeg får min søvn.

Det er hårdt at være blevet far i en alder af 50, men der er en helt anden ro end for 20 år siden, fortæller Manu. Evnen til at sige pyt til nullermændene i hjørnerne og bestille take away frem for selv at gå ambitiøst til værks i køkkenet gør, at Manu er mere tilstede og afslappet.

– Jeg siger til min kone, ”tænk på det som om, vi har taget et år ud af kalenderen. Og det år dedikerer vi til Nova”. På den måde nyder vi det i stedet for at blive frustreret over ikke at kunne leve livet, som vi gjorde, inden vi fik barn. Oplevelserne med stress har lært mig selv at kende endnu bedre. Og jeg behøver ikke længere leve op til et eller andet ideal.

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*