Styrk hukommelsen med bær, frugt og grønt

Et grundigt, amerikansk studie viser, at flavonoider kan forbedre hukommelsen og gøre dig skarpere, når du bliver ældre.

Foto: Shutterstock
8. september 2022

Et grundigt, amerikansk studie viser, at flavonoider kan forbedre hukommelsen og gøre dig skarpere, når du bliver ældre.

Flavonoider, der findes i bær, frugter og grøntsager, har mærkbare effekter på menneskers hjernekapacitet. Det dokumenterer en omfattende observationsundersøgelse af 80.000 mennesker (50.000 kvinder og 30.000 mænd), som forskere fra Harvard University har gennemført. Undersøgelsen, som samler data fra de sidste 20 år, er for nylig blevet publiceret i tidsskriftet Neurology.

Hjernen bliver dårligere – allerede når du er 30

Deltagerne i undersøgelsen blev fulgt fra de var i 50’erne. De skulle udfylde spørgeskemaer om, hvad de spiste, og hvordan de havde det med deres evne til at tænke og huske. Forskerne fandt ud af, at de, der havde spist meget frugt og grønt hver dag, havde 20 procent mindre risiko for at opleve kognitiv nedgang i alderdommen.

– Folks hjernefunktioner begynder at blive dårligere allerede i 20’erne og 30’erne, men det lægger man normalt ikke mærke til, før man når de 70. Ved at spise mad med mange flavonoider kan man forhindre, at nedgangen i kognitive evner sker for hurtigt, siger professor Walter Willett, der har ledet undersøgelsen.

Spis 500 gram frugt og grønt om dagen – med skræl

Maria Ancarcrona, professor i eksperimentel neurogeriatri ved Karolinska Instituttet i Stockholm, forsker i demens og Alzheimers. Hun har opdaget, at et særligt stof inden for flavonoidgruppen påvirker hjernecellernes energiproduktion, så nervecellernes evne til at kommunikere med hinanden øges. Det menes, at dette kan have en afgørende effekt på hjernens evne til at tænke og huske. Maria Ancarcrona håber nu at kunne udvikle dette stof som en fremtidig medicin mod ikke kun hukommelsesproblemer, men også mod demens.

– Man plejer at sige, at det er nødvendigt at spise cirka 500 g frugt og grønt hver dag. Det er omtrent lige så meget, som de deltagere, der rapporterede om god hukommelse i Harvard-undersøgelsen, indtog, siger Maria Ancarcrona til svensk TV.

Det er vigtigt, at du spiser æblet med skræl – for de fleste flavonoider sidder i skrællen.

Hvad er flavonoider?

Flavonoider er små fytonæringsstoffer, der findes naturligt i frugter, grøntsager og bær. Du finder dem i farverig, primært gul, mad.

Deres funktion er at tiltrække insekter til bestøvning gennem stærke farver, filtrere UV-stråling fra solen og beskytte planten mod sygdom. Antioxidanterne i flavonoiderne hjælper også folk, der spiser planterne, til at holde sig sunde.

Her finder du flavonoiderne med størst effekt på hjernen og hukommelsen:

  • Æbler
  • Appelsiner
  • Jordbær
  • Blåbær
  • Grapefrugt
  • Peberfrugter
  • Selleri

Forrige artikelNæsten hver tredje kvinde bruger alternativ behandling

Næste artikelHummus med hørfrøolie

Thomas la Cour

Journalist