Nyheder

Sukker er farligere end fedt

24. april 2013

Sukker er en langt større trussel mod sundheden end fedt, mener den svenske videnskabsjournalist og ekspert i molekylær bioteknik, Ann Fernholm.

I øjeblikket raser diskussionerne om LCHF-diæten, som kan ses som et opgør med årtiers fedtforskrækkelse. LCHF-diæten skulle få mange til at tabe sig, selvom den indeholder masser af fedt. Faktisk kan du i store træk spise det, du har lyst til, når du benytter LCHF-kuren, men du skal til gengæld holde dig fra kulhydraterne. LCHF står da også for “Low Carb High Fat” (få kulhydrater/rig på fedt). Diskussionerne går blandt andet på langtidsvirkningerne, hvor flere forskere peger på en øget risiko for helbredsproblemer, hvis du lever af meget proteinrig kost.

Ingen forbindelse mellem fedt og hjertesygdom

Men uanset hvad man måtte mene om LCHF-diæten, er der god grund til at skrue ned for sukkeret og andre af de hurtigt omsættelige kulhydrater. Det mener videnskabsjournalisten Ann Fernholm.

– De seneste, store videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke findes nogen forbindelse mellem mættet fedt og hjertesygdomme. Derimod har syv ud af ti, der indlægges med akutte hjerteproblemer, et for højt blodsukker. Derfor kan man konkludere, at der ikke findes nogen videnskabelig grund til at at give de kostråd, som gives i dag, siger Ann Fernholm.

Sukker og fedme hænger sammen

De sidste 30 år er forbruget af sukker eksploderet. Sodavand og saft er ikke længere kun til særlige lejligheder, og fødevarerne proppes med sukker, så vi vænner os til den søde smag. I den samme periode er antallet af overvægtige og mennesker med type 2-diabetes steget betragteligt. Både hjerte- og diabetespatienter anbefales at spise mad med mindre fedt, selvom de retteligt burde fokusere mere på at holde sig fra fødevarer med blodsukkerforhøjende kulhydrater, mener Ann Fernholm.

Vigtigt at skelne mellem god og usund kolesterol

Hun peger også på problematikken i, at man ofte ser på den samlede mængde kolesterol i blodet og slet ikke skelner mellem den gode og den dårlige kolesterol. Man ser på den samlede mængde og opfatter det som negativt, selvom det er godt med høje niveuaer af den gode HDL-kolesterol.

Mindre ondt i kroppen af færre kulhydrater

Ann Fernholm mener, at alle kan have glæde af at skære ned på de hurtige kulhydrater.

– Jeg synes, at alle voksne mennesker, særligt de overvægtige, skal prøve at skære drastisk ned for kulhydraterne i en måned og se, hvad der sker. Det kan være ganske spændende at eksperimentere med sin egen krop. Mennesker med mindre alvorlige inflammationsrelaterede sygdomme vil ofte mærke en ret stor forskel. De bliver friskere og får mindre ondt i kroppen, mens andre får en roligere mave eller smider en del kilo, siger Ann Fernholm.

Hjalp mod fibromyalgi

Hun fremdrager som eksempel sin egen mor, der led af fibromyalgi. Hunvar noget skeptisk, men fik det meget bedre, da hun smed de fedtfattige produkter ud og i stedet satsede på mad, som var fattig på de hurtige kulhydrater.

Så der er god grund til at spare på det hvide brød og de søde sager. Hvis det ingen virkning har, kan du bare gå tilbage til din vanlige kostplan efter nogle måneder.

Men du skal naturligvis ikke gå helt udenom kulhydrater. De langsomme kulhydrater fra grøntsager og fuldkorn bidrager til at stabilisere blodsukkeret, hvor det bør være: På et lavt og jævnt niveau.

Kilder: DN.se og Ann Fernholms egen hjemmeside

Forrige artikelDe sunde løg

Næste artikelGoji Power