Nyheder

Sukkerfrie sodavand kan være et dårligt valg 

Måske vælger du konsekvent sodavand med sødestoffer for at spare nogle kalorier, men ny forskning indikerer, at det medfører nogle ret store risici.  

Foto: Shutterstock
29. november 2022

Måske vælger du konsekvent light-sodavand for at spare nogle kalorier, men ny forskning indikerer, at det medfører nogle ret store risici.  

Visse kunstige sødemidler kan forstyrre dit blodsukker og din bakterieflora. Det kan muligvis øge risikoen for alvorlige sygdomme. Det viser ny undersøgelse. 

Forskningsprojektet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell. Det viser, at sødemidlerne måske alligevel ikke er så uskyldige, som mange tror. I værste fald kan de øge din risiko for at udvikle eksempelvis diabetes. 

Opdagelser hos mus afprøvet på mennesker 

Tilbage i 2014 opdagede forskere, at nogle kunstige sødestoffer påvirker mikroorganismerne i tarmen hos mus og medfører skadelige ændringer i dyrenes blodsukker. 

Siden resultaterne i 2014 har forskerne villet undersøge, om de samme konsekvenser kunne måles hos mennesker. Forskerne screenede omhyggeligt mere end 1300 deltagere for at udpege dem, der helt undgik kunstige sødemidler i deres hverdag. 

Til sidst stod de med en gruppe på 120 forsøgsdeltagere, som blev delt op i seks grupper: To kontrolgrupper og fire grupper, som hver dag skulle spise en ganske lille dosis på mindre end 0,25 gram af enten aspartam, sakkarin, stevia eller sukralose. 

Sødemidler gav ændringer i molekyler 

Deltagerne fik dermed en lavere mængde kunstigt sødemiddel end det maksimalt anbefalede indtag. Alle fire kunstige sødemidler skabte markante ændringer i tarmens mikroorganismer allerede efter 14 dage. Der skete ændringer i de molekyler, tarmbakterierne kan udskille til blodet. 

Det komplicerede samfund af mikroorganismer i vores tarme viste følsomhed over for hver af de kunstige sødemidler. En af årsagerne kan være, at sødestofferne fungerer som næring for mikroorganismerne, der formerer sig. Dermed skaber de en ubalance. 

Sødemidlerne Stevia og Aspartam frikendt 

Forskerne opdagede desuden, at sødemidlerne sukralose og sakkarin forringede kroppens evne til at omsætte glukose og dermed havde en negativ effekt på deltagernes blodsukker. Nedsat glukosetolerance er ikke en sygdom i sig selv, men en faktor, der kan øge risikoen for at udvikle diabetes eller hjertekarsygdomme. 

Forskerne fandt ikke de samme ændringer i blodsukkeret blandt de forsøgspersoner, der spiste aspartam eller stevia. 

Flere undersøgelser af sødemidler i vente 

For at være sikker på, at der var en sammenhæng mellem ændringerne i tarmen og ændringerne i blodsukkeret, overførte forskerne mikroskopiske afføringsprøver fra forsøgsdeltagerne til mus, der var opvokset i sterile omgivelser. 

Her kunne de måle, at blodsukkeret hos musene ændrede sig på helt samme måde som hos de mennesker, afføringen var taget fra. 

Det kræver flere undersøgelser at forstå, hvad ændringerne i blodsukkeret og tarmen kan have af konsekvenser for vores sundhed. Men opdagelsen er stadig lidt af en øjenåbner. 

– Vi er nødt til at øge bevidstheden om, at kunstige sødemidler ikke er inaktive i den menneskelige krop, som vi oprindeligt troede, udtaler Eran Elinav, der er leder af projektet, i en pressemeddelelse. 

Kilde: Illustreret Videnskab

Forrige artikelDet lille, daglige program: Træn din bækkenbund

Næste artikelLedsmerter og gigt: 9 velkendte myter

Thomas la Cour

Journalist