En ny amerikansk undersøgelse viser en sammenhæng mellem indtag af sukkerholdige drikke og risikoen for tyk- og endetarmskræft. Herhjemme er særligt forekomsten af førstnævnte steget over tid, og knap 2.000 danskere dør af disse kræfttyper årligt.
Der er mange ting, som kan øge risikoen for kræft, og nu kaster ny forskning lys over endnu et aspekt. Studiet, som er offentliggjort i et britisk medicinsk tidsskrift, har nemlig analyseret risikoen for at udvikle udvalgte kræftformer med udgangspunkt i, hvor mange sukkerholdige drikke, man indtager. Studiet bygger på data fra mere end 90.000 sygeplejersker, som fra 1991 til 2015 var med i en langvarig sundhedsundersøgelse.
Forskerne har set på, hvor mange af de kvindelige sygeplejersker, som var mellem 25 og 42 år i begyndelsen, der udviklede henholdsvis endetarms- og tyktarmskræft. De tal blev så sammenholdt med, hvor stort indtag af sukkerholdige drikke, sygeplejerskerne havde haft. Konklusionen talte et tydeligt sprog.
Risikoen for at udvikle en af de to kræftformer steg nemlig markant, når indtaget af sukkerrige drikke var mere end to glas om ugen. Sukkerholdige drikke dækker i undersøgelsen over både energidrikke, sodavand og te med sukker. Forskerne undersøgte også, om der var en sammenhæng mellem risiko og juice, men fandt ingen.
Helt konkret blev risikoen for at udvikle en af de to kræftformer fordoblet, hvis deltagerne i stedet for at drikke cirka hvad der svarer til en lille sodavand om ugen, drak to. For hver sodavand eller andre sukkerholdige drikke derefter steg risikoen med 16 procent.
Det skal understreges, at studiet her kun kan konkludere på en sammenhæng mellem de to fænomener – kræft og sodavand – og altså ikke siger noget om årsager eller effekt. På trods af det har flere forskere, som ikke har været involveret i undersøgelsen, rost de nye fund.
En af dem er assisterende professor i epidemiologi ved Columbia Mailman School of Public Health. Hun udtaler til The New York Times, at studiet giver solid og ny viden, som viser, at sodavand øger risikoen for at udvikle tyktarmskræft. Professoren konstaterer, at der allerede er evidens for, at sukkerholdige drikke øger risikoen for overvægt, diabetes og meget andet, som er risikofaktorer for kræft. Hun mener dermed, at der er plausible underliggende forklaringer på de sammenhænge, som det nye studie har fundet.
Baggrunden for at lave undersøgelsen i første omgang var, at man i USA kunne se en stigning i antallet af også yngre mennesker, som fik kræft i tarmen. Det er sket i en tidsmæssige periode, hvor sodavand er blevet mere normalt og fylder mere i amerikanernes kostplan. Herhjemme kan vi se lignende tendenser. Raten for antallet af nye årlige tilfælde af tyktarmskræft er steget siden midten af 50’erne, og selvom amerikanerne overgår os i indtag af sodavand og lignende, følger vi godt med. Faktisk viser en analyse fra DTU Fødevareinstituttet, at danskere i gennemsnit køber 127 liter søde drikke om året, hvilket er mere end i andre europæiske lande.
Den nye undersøgelse blev offentliggjort i maj i år, og der skal flere studier til for at kunne sige noget med sikkerhed – især om årsager og effekt. For selvom overvægt allerede er linket til en øget kræftrisiko, har undersøgelsen her taget højde for vægt som en selvstændig faktor. Det lader altså til, at der ligger mere bag end bare tallet på badevægten.
Hovedforfatter på studiet Yin Cao, som er tilknyttet det medicinske fakultet på universitetet i Washington, forklarer til The New York Times, at hun ser flere mulige forklaringer.
Hun peger blandt andet på problemer med stofskiftet, insulinresistens, kolesterol og inflammation i tarmen.