Nyheder

Sukkersøde børn er usunde børn

6. marts 2012

Sukker forklædt som morgenmad eller weekendhygge har dårlig indflydelse på dit barns helbred.

 

Det er helt okay, hvis børn er søde, men sukkersøde børn er en helt anden sag. For højt sukkerindtag bidrager nemlig til øget vægt og kolesterol og giver samtidig større risiko for diabetes og hjerteproblemer.

En ny rapport fra Centers for Disease Control and Prevention i USA viser, at amerikanske børn og unge får for meget sukker. Faktisk stammede hver sjette af de kalorier de indtog fra netop sukker. Og størstedelen af det blev indtaget i hjemmet.

Danske børn og sukker

At børnenes høje sukkerindtag til dels kan føres tilbage til forældrene, gælder også i Danmark, hvor danske børns mellemmåltider var mest sukkerholdige, hvis de blev indtaget i hjemmet. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

Undersøgelsen viste endvidere, at selvom forældrene var opmærksomme på, hvor meget, de gav deres børn, så fik hele 13 af undersøgelsens i alt 16 børn mere sukker end de maksimalt anbefalede 10 % af den daglige energi.

Fornuft og følelse … og sukker

Forklaringen, på hvorfor det netop var i hjemmet, at børnene fik meget sukker, er, at det søde slik forbindes med noget godt. Sociolog Jeppe Decker Iversen, DTU Fødevareinstituttet, forklarer: – Mens man i hverdagen har en fornuftsbetonet holdning til sukker, får man i weekenderne en følelsesbetonet holdning. Der er tradition for, at man må ´synde lidt´, for eksempel i forbindelse med fredagens ´Disney Sjov´, siger han til Politiken.

Sukker forklædt som morgenmad

Sukkerholdige morgenmadsprodukter, som f.eks. Kellogg´s Frosties, Kellogg´s Coco Pops og Guldkorn snyder forældrene. De kan sammenlignes med ulven i eventyret om Rødhætte, der klæder sig ud som bedstemor. Blot med den forskel, at ulven ville spise Rødhætte, mens sukker-morgenmaden gerne selv vil spises.

Klinisk diætist Anne Louise Knudsen mener, at forældre har svært ved at gennemskue, hvor meget sukker der egentlig er i produkterne.

– De kunne lige så godt give deres børn en skål vingummier til morgenmad, siger hun til Ekstra Bladet.

 

 

 

Kilder: Ekstra Bladet, Politiken, LA Times

Forrige artikelH1N1-vaccine forbundet med narkolepsi

Næste artikelMeditation med militærisk præcision