En livsstil med fysisk træning og sund kost kan ændre den måde, kroppen bruger generne på.
Det antyder resultaterne af en mindre norsk pilotundersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
I undersøgelsen indgik 30 mænd, der havde prostatakræft i lettere grad. Kræftsygdommen var ikke en aggressiv type, men havde lav væksthastighed og mindre tendens til spredning. Mændene i undersøgelsen fik ikke stråler og kirurgisk behandling og satsede udelukkende på træning og kostomlægning. Over en periode på tre måneder fik de en kødfri diæt med lavt fedtindhold og fik samtidig moderat fysisk træning. De fik desuden psykologisk hjælp til bl.a. at håndtere stress.
Fysisk træning og sund kost betød, at kroppens genudtryk ændrede sig positivt: Sygdomsforebyggende gener blev aktiveret. Da mændene igen blev undersøgt efter tre måneder, havde genudtrykket ændret sig positivt i mere end 500 af kroppens gener. Samtidig blev gener, som kan have betydning ved bl.a. prostatakræft, deaktiveret.
Undersøgelsen peger med andre ord på, at omfattende livsstilsændringer kan ændre genudtrykket hos en person. Det kan have betydning for ikke bare prostatakræftpatienter, men for mennesker generelt.
Forfatterne understreger dog, at der er tale om en pilotundersøgelse, og at resultaterne bør bekræftes i en større undersøgelse.
Kilde: Dagens Medicin