Sundhedsmessen Sund Livsstil er efterhånden blevet lidt af en institution i både København og Aarhus. I marts havde jyderne som vanligt glæde af messen, og om godt en uge er det københavnernes tur til at lægge lokaler til knap 200 udstillere, der kommer med alt fra magnetarmbånd, mindfulness og akupunktur til helsekost, økologi og naturkosmetik. Det foregår i Øksnehallen et stenkast fra Hovedbanegården, så interesserede fra hele landet let kan være med. Som læser af magasinet Naturli og naturli.dk kan du komme ind med stor rabat. Entréen er 100 kroner, men hvis du printer vores rabatbillet, får du 80 kroners rabat. Og du kan printe så mange, du har brug for. Læs mere her.
Blandt udstillerne i år er Nordisk Tang fra Endelave Seaweed. Japanerne har længe brugt tang i deres sushi, men havplanten egner sig til andet end at pakke ris og fisk ind. Måske har du også smagt tangsalater, der er usædvanlig rige på både jern, kalk og omega-3? Faktisk indeholder frisk tang ti gange så meget jern som spinat og ti gange mere kalk end mælk.
Men det har hidtil været svært at integrere tangens fine egenskaber i madlavningen, fordi det er svært at opstøve frisk tang. Som oftest er det den tørrede, der er lettest at få fat i, men den kræver en del tilberedelse for at passe ind i det nordiske hverdagskøkken.
Det er den problematik, Endelave Seaweed har forsøgt at gøre noget ved. Virksomheden producerer blandt andet tangmel, der tilmed holder dit brød friskere i længere tid, tangpesto, der kan bruges til at smøre på ovnkartoflerne eller vende i salaten, samt tangolier og tangkrydderier, der også kan bruges i hverdagen, når maden skal have et skud umami.
Olivenolie har mange sunde egenskaber – også når den bruges på huden. Det fortæller Elenas om på messen. Elenas Aps er hjemmehørende i Skive, men de producerer forskellige hudplejeprodukter på basis af græsk jomfruolivenolie.
Elenas producerer en særlig økologisk hudplejeserie, der er baseret på høsten fra 5000 træer på en sydvendt, næsten ufremkommelig bjergskråning på Kreta (se billedet).
Olien kontrolleres løbende af både kontrolmyndigheder i Grækenland og vores egen fødevarestyrelse. Det er denne økologiske olie, der bruges til hudplejeprodukterne ”OliveAll”, der lanceres i forbindelse med messen i Øksnehallen.
Ganske mange mennesker udvikler hudallergi, fordi parfume og parabener kan fremprovokere en allergisk reaktion. Her er hudpleje af olivenolie måske det mest skånsomme, du kan byde din hud. Elenas produkter sælges i både Danmark, Storbritannien og Grækenland, og derfor har virksomheden fået den internationale certificering AllergyCertified – der netop er dokumentation for nænsomme egenskaber og en nedsat risiko for at fremprovokere allergiske reaktioner.
– Vi har i OliveAll øget mængden af olivenolie betydeligt i forhold til alle andre og så har vi valgt at lave et koncept hvor vi kun tilsætter hvad der er strengt nødvendigt, hverken mere eller mindre. ”Keep it simple” er vores motto, siger Michael Halle fra Elenas.