Kroppen er én helhed. Det ved vi alle godt – det er logik. Og alligevel stopper den logiske tænkning ofte, når vi taler om tænderne og mundhulen. Meget ofte kobler vi ikke det, der foregår i munden og med vores tænder, til resten af vores krop, sundhed og velvære.
Tandpine kan forstyrre voldsomt. Det gør ondt her og nu, og det kan udvikle sig videre til en byld, give feber m.m., indtil vi selv gør noget ved det – eller tandlægen tager affære. Her er det tydeligt, at tandpine er en ”helkropsoplevelse”.
Men mange andre tilstande i munden er mere skjulte og langsommelige. Så skjulte, at vi nogle gange ikke registrerer, at der er en kobling til resten af kroppen. Vi lever bare med de forskellige forstyrrelser og belastninger, som kan skyldes forskellige tilstande i munden.
Det enkleste at se på og undersøge er det fænomen, der hedder oral galvanisme. Altså strømdannelse i mundhulen. Oral galvanisme kan for nogle personer være meget forstyrrende og være medvirkende til hovedpine, øjensmerter/-gener, nervesmerter, metalsmag i munden m.m.
Et batteri består i sin enkleste form af to metalpoler i en saltholdig væske, hvor elektronerne kan vandre. Den sammensætning genererer elektrisk strøm. Når vi har metaller i munden – altså plomber – kan der derfor ske strømdannelse via vores salte spyt. Denne strøm kan måles med et helt almindeligt voltmeter, der sættes på plomberne én efter én. Her kan man måle en elektrisk spænding i millivolt – ofte af meget forskellig størrelse.
Alle cellefunktioner i menneskekroppen foregår ved elektrisk strøm. Vi har bl.a. strømforskelle over vores cellevægge, i vores nervebaner og i hjertemuskulaturen, hvor vi måler det med EKG. Vores biologiske system er således meget påvirkelig af strøm.
Har du mistanke om problemer pga. oral galvanisme, er løsningen heldigvis meget enkel. Test, om der løber en strøm. Gør der det, så få skiftet plomberne ud med plast eller et lignende ikke-ledende materiale. Start med de plomber, hvor der måles størst udslag. Nogle mennesker mærker straks lindring og ro.
De plomber, mange af os fortsat har i munden, er oftest af sølv eller guld. Begge typer er blandede metaller, altså legeringer af forskellige metaltyper. Eksempelvis er sølvplomberne slet ikke rent sølv, men er lavet af amalgam, som er en blanding af uorganisk kobber, sølv, tin – og ikke mindst kviksølv.
I naturen og vores omgivende miljø findes forskellige metaller, som ikke hører til eller har nogen som helst funktion i den menneskelige fysiologi og cellefunktion. I kroppen skaber de kun problemer. Det er bl.a. tungmetallerne kviksølv, bly, cadmium, men også et letmetal som aluminium. Andre metaller, som kobber, krom, zink og jern m.fl. har vi brug for i afstemte mængder.
Når tandlæger tidligere anvendte kviksølv i tandbehandlingen, var det fordi, det er meget nemt at arbejde med, billigt og solidt. Men dette kviksølv afgives konstant fra plomberne, især når der er varme, syre eller friktion til stede.
Mange mennesker kan godt tåle og håndtere kviksølv i de mængder, plomberne afgiver. De mennesker har en fysik og genetik, der er stærk nok til at fange og udskille forskellige giftstoffer og metaller. Men lige så mange kan ikke tåle det, eller de har udskillelsessystemer med nedsat funktion af den ene eller anden grund.
Giftigheden af kviksølv har også ført til, at der nu er et forbud mod brug af amalgam i tandbehandling i de nordiske lande – med ganske få undtagelser. Førstevalget er nu og fremover plastfyldninger.
Det kviksølv, tandlægerne anvender til plomber, er i den mest tolerable form, som uorganisk kviksølv med lav reaktivitet. Det betyder, at det i sig selv ikke nødvendigvis er særlig skadeligt, og der skal også en del til, før det begynder at skade kroppen. Problemet er, at uorganisk kviksølv i kroppen kan omdannes til en organisk form (methylkviksølv), som er 100 gange giftigere for alt levende væv. Bakterierne i vores mund og tarmsystem begynder at reagere med kviksølvet til omdannelse, og en del af kviksølvet frigives ved afgasning, der typisk går i nervesystemet via næsehulen og indåndingen.
Helt basalt set kan vi sige, at tungmetaller UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER hører hjemme i menneskekroppen. Kviksølv er ikke alene voldsomt giftigt for mennesker, men også dyr og hele vores miljø. Aktuelt bruges der ca. 90 tons kviksølv i tandbehandlingen i EU hvert år. Det er immervæk en del, der er i cirkulation, og som desuden er meget svært at bortskaffe igen.
Kviksølvforgiftninger er luskede, da de bygger sig langsomt op med årene – vi siger, at de er kumulative. Ovenikøbet er det ret vanskeligt at få den præcise mængde og valide tal, når man vil undersøge, hvor stort problemet er for en person. En almindelig blodprøve viser nemlig kun, hvor meget kviksølv man har været udsat for de seneste få døgn, ikke hvad der reelt ligger i kroppens væv.
Kviksølv og andre giftstoffer har det med at sætte sig i nervevæv, kirtler og fedtvæv, hvor det kan føre til en lang række problemer og symptomer. University of Calgary i Canada har de sidste 30 år arbejdet dybt med især kviksølv, og hvilken skade det gør hos mennesker og dyr. Find deres videoer på youtube.com, og søg deres artikler på de videnskabelige databaser.
Rodbehandlede tænder er også et stort diskussionspunkt: Kan de være problematiske eller ej? Blandt de læger og tandlæger, der arbejder holistisk, er det velkendt og hyppigt at se sammenfald mellem rodbehandlede tænder og sygdomsudvikling i kroppen.
Mange mennesker har rodbehandlede tænder uden det mindste problem – hvis de er stærke og vitale. Andre, der i forvejen har noget på færde, eller som begynder at fejle noget mere alvorligt, kan ofte have problemer med rodbehandlede tænder, hvor de kan virke forværrende.
Spørger man direkte om det, er det ikke sjældent, at patienten har en lille murren ved en rodbehandlet tand, eller patienten har en fornemmelse af, at det ”arbejder”. Desværre er det meget sjældent, at både læger og terapeuter spørger ind til det.
Det er muligt at få taget et panoramarøntgen, altså et røntgenbillede, hvor man kan se hele tandsættet og kæbeknoglerne på en gang. Med dette billede kan man få et bedre overblik over, hvordan tilstanden er i tænder, rødder og kæbeknogler. De tandlæger, der arbejder biologisk, har sat sig ind i de sammenhænge mellem tændernes status og kroppens tilstand, som kan tolkes ud fra panoramabilledet og resten af patientens symptomer.
Problemet med rodbehandlede tænder er flersidigt. I de rodbehandlede tænder er der selvsagt ingen nerve- eller karforsyning til, da den jo netop er kappet i roden. Det betyder, at en rodbehandlet tand er stum. Derfor kan en evt. infektion ved rodspidsen og ned i kæbeknoglen være til stede helt ubemærket – også i årevis. Først når tanden trækkes ud, bliver det synligt, hvad der ligger og gemmer sig af pus og nedbrudt væv.
Hver af vores tænder har indeni sig seks km mikrokanaler (dentale tubuli). Bakterierne, der trives uden ilt (de anaerobe), kan leve helt i fred i disse kanaler, da adgang for blodforsyningen og dermed også immunforsvarets celler er fjernet. Uden ilt-tilgang dør vævet i området også. Det døde avitale (nekrotiske) væv bliver domineret af de mange anaerobe bakterier, der udskiller meget aggressive forrådnelsesstoffer (indol, skatol og merkaptan).
Herhjemme kender vi da også denne bakterieproblematik i det etablerede system. Eksempelvis får du vurderet din tandstatus, hvis du skal have foretaget en hjerteklap-operation eller andre større hjerteoperationer og -indgreb. Nogle gange får du også undersøgt tænderne før kræftbehandlinger. Tandinfektioner ”lækker” f.eks. bakterier og forskellige andre stoffer til blodbanen, og man ved, at hjerteklapper og karvævet er modtagelige for disse og kan skades.
For nylig er der også kommet fokus på sammenhængen mellem bakterier i mundhulen og udviklingen af Alzheimers.
Det rodfyldningsmateriale, der anvendes i forbindelse med en rodbehandling, kan også være problematisk. Materialet indeholder bakteriehæmmende og konserverende stoffer. Disse stoffer skal hindre, at der opstår infektioner i det døde væv, der sidder tilbage i det sunde væv. Stofferne er nødvendige, når man har en rodbehandlet tand. Men de kan også være problematiske: Via kæbeknoglen kommer disse giftige stoffer i direkte kontakt med hele kroppens bindevævssystem.
Infektioner i rodspidser kan sidde lokalt lige omkring rodspidserne, men også dybere i kæbeknoglen og danne ”lommer” af nedbrudt og dårligt ophelet knoglevæv, der kan forstyrre. Disse gruber kan ses, hvor en dårlig udtrukket tand har siddet, hvis knoglen ikke er helet ordentlig op.
En af de mere alternative betragtninger er tændernes sammenhæng med meridianerne, som vi kender fra den årtusindgamle østlige medicin og fra akupunkturens verden. Igennem adskillige årtier har klinikere, både læger og tandlæger, observeret og systematiseret viden om, at hver enkelt tand har en individuel sammenhæng med bl.a. bestemte organer, sanser og led, ligesom de også er koblet til en bestemt meridian.
Det er spændende viden at udforske. Der findes plancher og optegnelser, hvor man kan gå på opdagelse i, hvorvidt der er et mønster i sammenhængen mellem ens dårlige tand, og de kroniske lidelser og symptomer, man har.
Har du en problemtand, kan du på meridianplancher prøve at undersøge, hvilke dele af kroppen tanden er koblet til og korresponderer med. Hvis f.eks. tidspunkt, hvor problemerne i hhv. tanden og resten af kroppen opstod, matcher, er det værd at efterspore, om der kunne være behandlingsværdige problematikker at tage fat på.
Du kan også tage udgangspunkt i dine symptomer, og se efter, hvilke tænder de kan have sammenhænge med. Eksempelvis er der erfaring med, at der ved hjerteflimmer kan ses forstyrrelser ved visdomstænderne – eller forstyrrelser efter en tidligere udtrækning her. På samme måde ser vi, at nyresygdomme kan have koblinger til gamle skader og knoglebetændelser ved fortænderne.
Rationalet er, at hvis man går rundt med f.eks. smerter i bestemte led, eller har organer, der gentagne gange generer (f.eks. galdesten, tyktarmsbesvær m.m.), og som bliver ved og ikke rigtig lader sig rokke af behandling, så kan det være en ide at se efter, om der er en forstyrrende tand, som passer ind i sygdomsmønsteret.
Vi har et gammelkendt begreb i naturmedicinens verdensbillede, der hedder terapiblokeringer. Det ser vi, når en sygdom ikke lader sig behandle med god effekt eller bliver bedre ved vanlige behandlinger – men i stedet konstant bliver ved med at falde tilbage trods alle terapeutiske krumspring. Så vil en naturmedicinsk orienteret behandler begynde at lede efter noget, der blokerer kroppen i sin helingsproces. Først når det dominerende fokuspunkt er fundet og behandlet, sætter helingsprocessen i gang.
Tandproblemer af alle slags kan være tungtvejende terapiblokeringer, som skal fjernes, før en heling af andre systemer kan finde sted.
Tandlæger skal altid i deres arbejde forsøge at bevare tyggefladerne. Derfor prioriterer de højt, at patienten bevarer sine egne tænder. Dette hensyn til patienten er absolut fornuftigt og forklarligt. At bevare et intakt tandsæt og en tyggeflade er en kunstart, som involverer broer, kroner, hel-/delproteser, implantater med mere. Ikke mindst kræver det solid mestring af håndværket.
Når jeg nu her sætter fingeren på de koblinger, som jeg og kolleger oplever hos vores patienter mellem deres tænder og sygdomme, så er det ikke en kritik af tandlægers arbejde. Det er et indblik i, at mennesker er vidt forskellige og indeholder en enorm bredde på sygdomme, lidelser og sygdomshistorier.
Efter intens udveksling med kolleger i klinikkerne kan vi se, at der begynder at danne sig mønstre og sammenhænge. Især i USA, Østrig, Schweiz og Tyskland har der i årevis været skarpe observatører og klinikere, der har set og efterprøvet disse sammenhænge.
De klinikker, der efter min mening arbejder mest seriøst med svært syge patienter, indleder ethvert behandlingsforløb med en fuld tandstatus og oprydning i evt. tandproblematikker, inden de påbegynder resten af behandlingsprogrammet med patienten. Fordi infektioner, metaller, knogledefekter m.m. kan være så stor en immunmæssig belastning hos en svært syg person og optage så meget af ”helingskapaciteten”, at kroppen ikke kan fremkalde en immunrespons til den øvrige behandling. Meget kort fortalt.
Dine tænder kan være nøglen til et sundt helbred!Den ideelle mundhule: Det ideelle tandsæt har intakt og fuldt opbygget knoglevæv, på trods af eventuelle udtrækninger og manglende tænder. Eventuelle implantater er lavet af circonium eller tilsvarende neutralt materiale. Eller den fulde tyggeflade er rekonstrueret af broer. Er der huller, så er plast det bedste materiale – eller i hvert fald det mindst værste – vi har til rådighed i dag. Tandkødet og slimhinden skal være vital og stærk. Mikrofloraen i munden skal være stabil og god. |
TIPS til en sund mund
|
Forrige artikelDen dyre fiskeolie er ikke altid bedst
Næste artikelSå er der snart sundhedsmesse i Aarhus