Sundhedsmessen Sund Livsstil i København kom godt fra start, og Naturlis goodiebags med magasin, brochurer og vareprøver går som varmt brød.
Naturli farver Vesterbro grøn i disse dage. Redaktionen omdeler grønne papirposer med magasin og vareprøver, de såkaldte goodiebags, og den grønne farve lyser op i gangene mellem de 190 stande i Øksnehallen. Når messen slutter på søndag klokken 18, er de 3000 poser med garanti omdelt, og der bliver sikkert brug for de ekstra 2000 poser med magasinet alene.
Messen er en kærkommen mulighed for at møde læserne og de mange samarbejdspartnere, hvor mange også har stande på messen.
– Det er en utrolig positiv oplevelse at dele vores grønne poser ud, fordi vi giver folk noget af værdi. Det er det nyeste nummer af magasinet, og der er gode vareprøver. Vi får også en del positive tilkendegivelser undervejs, når folk opdager, at det er det magasin, de kender nede fra Helsekostforretningen, siger Forlaget Mediegruppens direktør, Peter Larsen.
Sundhedsmessen tiltrækker atter tusinder med interesse for naturlig sundhed til foredrag og ny inspiration. Besøgstallet på messens førstedag virker lovende med trængsel ved standene og med god afsætning på Naturlis magasiner.
De kommende to dage bliver der travlhed på Naturlis stand. Flere af magasinets brevkasseredaktører kigger ind, og der er mulighed for at stille spørgsmål direkte. F.eks. møder læge Carsten Vagn-Hansen læserne på søndag mellem 13 og 16, og coach Birgitte Aagaard tilbyder prøvesessioner af 25 minutters varighed i morgen, lørdag, mellem 11 og 16. Du kan se det fulde program her.
Messen er åben fredag, lørdag og søndag mellem klokken 10 og 18, og Øksnehallen er beliggende få hundrede meter fra Hovedbanegården. Hvis du printer rabatbilletten her på siden, sparer du 80 kroner på entréen og kommer ind for en tyver. Du finder rabatbilletten her.