Kun en ud fem medarbejdere på Rigshospitalet tager imod tilbud om at blive vaccineret med influenza.
Landets største hospital, Rigshospitalet i København, tilbyder hvert år deres ca. 8.000 medarbejdere gratis influenzavaccine et par uger i efteråret, umiddelbart inden influenzasæsonen står for døren. Men langt de fleste medarbejdere takker nej til vaccinen. Det skriver Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev, Synergi.
Region Hovedstadens Apotek leverede sidste år 1.690 doser af influenzavaccinen til vaccination af Rigshospitalets ansatte, og det svarer til, at kun en ud fem medarbejdere tager imod tilbuddet.
Sygeplejerske og tillidsrepræsentant på Rigshospitalet Diana Saksulv forstår godt, at hendes kollegaer fravælger vaccinen.
»Jeg tror, at rigtig mange sygeplejersker og læger for den sags skyld tænker: jeg er rask, og bliver jeg forkølet eller får influenza, er det helt naturligt. Hvorfor skal jeg vaccineres mod det?,« siger hun til Synergi.
Hun mener, at de ca. 20 pct. af medarbejderne, som lader sig vaccinere, skal findes blandt personalegrupper, som hovedsagligt arbejder med meget syge patienter, og at de bliver vaccineret for patienternes skyld.
Kilde: Dagens Medicin