Ganske mange danskere mangler D-vitamin, men det er ikke lige meget, om du vælger den naturlige eller syntetiske version af vitaminet. Sundhedsstyrelsen vil ikke gøre valget enklere.
D2 eller D3? D2 er den syntetiske udgave af D-vitamin, og en artikel i Ugeskrift for Læger fra februar 2012 konkluderede, at D2 var langt sværere optagelig i organismen end D3, ligesom D2 medførte en langt større risiko for overdosering. Selvom behandling med D2 medfører en øget risiko for såvel over- som underdosering, vil Sundhedsstyrelsen ikke tage vitaminet af listen over godkendte lægemidler. Du finder fortsat D2 bl.a. i tilskud til børn.
Alt for lidt D-vitamin
Der er kommet øget fokus på D-vitamin og en voksende erkendelse af, at de anbefalede 7,5 mikrogram dagligt for mænd og kvinder op til 60 år er sat alt for lavt. For lave D-vitaminniveauer (under 30 nmol/liter (nanomol pr. liter blod)) er forbundet med øget dødelighed i flere studier. Alt for mange danskerne menes at have D-vitaminniveauer så lave som under 25 nmol/l, hvilket i reglen bør behandles med injektioner hos en læge. For lave D-vitaminniveauer er blandt andet forbundet med en 40 pct. øget risiko for at dø af kræft. Men for lave D-vitaminniveauer er også forbundet med en forøget risiko for dissemineret sklerose, type 1- og 2-diabetes og hjertekarsygdomme.
Anbefalet dosis af D-vitamin er baseret på gamle tal
De anbefalede 7,5 mikrogram (tidligere 5 mikrogram) er ifølge Biokemisk Forening oprindelig fastsat som halvdelen af den D-vitamin, der var i den daglige skefuld torskelevertran, som for 100 år siden forhindrede børn i at få engelsk syge. De fleste læger vil på den baggrund opfatte tilskud på 100 mikrogram som en overdosis, selvom huden faktisk danner mellem 250 og 500 mikrogram D-vitamin, hvis du solbader bare en halv time midt på dagen i sommerhalvåret. Men vi får alt for lidt sollys, hvilket skyldes en blanding af den lange vinter, mindre ophold udendørs i forhold til gamle dage, tonede ruder i både biler og husenes vinduer og naturligvis frygten for hudkræft. Kun omkring fem pct. af det daglige D-vitamin-behov dækkes ifølge Biokemisk Forening af almindelig, varieret kost.
D-vitamin er blandt andet essentielt, når kroppen skal optage kalcium til knoglerne, og derfor har børn, gravide og ældre et øget behov for vitaminet. For børn er det særligt udtalt i disse tider, hvor de sjældent leger ude i solen fra morgen til aften, og hvor makrel og sild også er alt for sjældne gæster på middagsbordet. Derfor bør både børn, ældre, gravide og ammende som tommefingerregel tage et tilskud.
Stor forskel på D2 og D3
Men der er stor forskel på kvaliteten af disse tilskud. D-vitamin fås i en syntetisk og en naturlig udgave, når du skal købe kosttilskud, eller hvis din D-vitamin-mangel er så udtalt, at du bliver behandlet med vitaminindsprøjtninger hos lægen.
Problemet med D2 er blandt andet, at den er svær at måle. D-vitamin er i forvejen vanskeligere at måle i blodet end andre vitaminer og mineraler, og de mest anvendte analysemetoder til D-vitamin registrerer slet ikke – eller i ringe grad – niveauet af D2. Hvis der ikke er særlig fokus på den problematik, øges risikoen for overdosering. Overdosering kan forøge mængden af kalcium og fosfat i blodet og er også forbundet med en øget dødelighed.
Samtidig er D3 op mod tre gange mere optagelig i organismen, hvorfor D2 er et langt dårligere produkt til at gøre noget ved for lave D-vitaminniveauer. Alligevel kan du købe vitaminpiller til børn med D2-vitaminer, og vitamininjektioner hos lægen kan også være med D2 i stedet for D3.
Sundhedsstyrelsen vil ikke fjerne D2
Men hvorfor fjerner man ikke bare et lægemiddel fra markedet, når det er så meget ringere end et tilsvarende, der tilmed ikke er dyrere? Naturli spurgte Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for lægemiddelgodkendelserne i Danmark, hvorfor D2 stadig er på hylderne. Sundhedsstyrelsen svarede pr. mail.
Hvorfor er D2 stadig godkendt?
“Der er fortsat positiv risk/benefit for vitamin- D2-præparaterne. Det vil sige, fordelene ved behandling med lægemidlet opvejer eventuelle ulemper. Dette er hjørnestenen i et lægemiddels godkendelse.
At der findes andre lægemidler på markedet til behandling af samme sygdom, fører ikke til en tilbagetrækning af markedsføringstilladelsen for D2-vitaminer – ligesom man ikke trækker markedsføringstilladelsen på ”gamle” blodtrykspræparater, fordi der kommer et nyt og bedre. Hvilket lægemiddel patienten behandles med, er helt op til den enkelte behandlende læge, der har fri ordinationsret.
Efter at artiklen fra Ugeskrift for Læger udkom, er D3-vitamin i tabletform blevet godkendt som lægemiddel i Danmark, under navnet Divisun.”
Når nu artiklen i Ugeskrift for Læger påpeger, at målingen af D-vitaminniveauer i blodet er vanskeligere ved brug af D2, kan det undre, at den syntetiske variant stadig bruges?
”Artiklen fra Ugeskrift fra Læger tager udgangspunkt i de laboratorietekniske aspekter med målinger af D-vitamin. Der er i artiklen en noget uklar adskillelse af D-vitamin som kosttilskud og D-vitamin som lægemiddel til behandling af D-vitaminmangel.
Artiklen rejser flere kritikpunkter af behandling med vitamin D2. Et af kritikpunkterne er manglende effekt ved for lav dosis, især i forbindelse med at patienterne ikke tager lægemidlet som foreskrevet. Det er et problem for stort set alle lægemidler, især hvis patienterne ikke oplever en umiddelbar effekt af lægemidlet.
Det er teknisk set svært at måle D-vitamin. Dette er dog primært et informationsproblem for laboratoriet, snarere end det problem med selve lægemidlet. I forhold til at sammenligne doser af D3-vitaminer, med doser af D2-vitamin skal, man dog være opmærksom på, at doser ikke er sammenlignelige og at visse laboratorier ikke medmåler D2-vitamin i deres analyser.
Kritikken af at apotekerne ikke kan rådgive patienter med D-vitaminmangel pga. Fødevarestyrelsens anbefalinger for raske voksne, er misforstået. Hvis man har fået målt et lavt D-vitamin-niveau, skal man opsøge sin læge og indlede et behandlingsforløb. Det er lægens ansvar at ordinere et passende præparat i passende dosis.”
Kilder: Ugeskrift for læger 174/9, februar 2012, Biokemisk forening, Sundhedsstyrelsen, ing.dk
Forrige artikelJanuarpleje til leveren og fordøjelsen
Næste artikelUkrudtsbekæmpelse uden CO2 eller kemi