Nyheder

Svag hjerneaktivitet skyld i dårlig ledelse

3. maj 2007

Dansk hjerneforsker peger på manglende hjernekapacitet som årsag til samarbejdsproblemer mellem ledere og medarbejdere.

Har du et dårligt samarbejde med din chef? Manglende hjernekapacitet kan være forklaringen, siger dansk hjerneforsker. Problemet er, at de færreste ledere er helhjernede. Frustrerede medarbejdere i landets virksomheder har nu fået en forklaring på, hvis de har et dårligt samarbejde med deres chef. Det kan nemlig skyldes lederens manglende hjernekapacitet.

Ledere i virksomheder landet over sidder ofte alene på hjørnekontoret, derfor får de ikke de nødvendige input fra andre mennesker, hvilket er nødvendigt for at være en god leder, mener læge og hjerneforsker Kjeld Fredens, der har brugt de seneste 36 år på at forske i hvilke handlinger og tankeprocesser, der ligger til grund for læring, kreativitet og samarbejde.

Han forklarer ifølge Erhvervsbladet, at de færreste ledere er helhjernet, og det betyder, at de mangler evnerne til idéudvikling og evnen til at forholde sig kritisk.

»Hvis man ikke er helhjernet, er det vigtigt at erkende, at man mangler nogle kvaliteter. I de tilfælde skal lederen søge at finde et team, der kan komplementere for manglerne.

Mange ledere og specielt topledere sidder alene og har brug for at få de udfordringer,« siger Kjeld Fredens til Erhvervsbladet.

Forskeren mener, at en kombination af kendsgerningsmennesket, som kan tænke logisk og forholde sig kritisk, idé-mennesket og handlingsmennesket er det ideelle, når en virksomhed skal skabe innovation og vækst.

Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelHver ottende risikerer at tabe tænderne

Næste artikelMigræne kan hænge sammen med hjerneskade