Nyheder

Svampe mod sygdom og skadedyr

16. juni 2015

Ny dansk forskning viser gode muligheder i brugen af svampe mod skadedyr og plantesygdomme på hvede. Det kan bidrage til mindre brug af sprøjtemidler.

Biologisk bekæmpelse i form af svampe, der angriber skadedyr og plantesygdomme, viser stort potentiale i nye resultater fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. De naturlige alternativer til de almindelige sprøjtemidler kan sikre mere bæredygtig afgrødeproduktion.

– Biologisk bekæmpelse af plantesygdomme og skadedyr har et stort potentiale for at gøre gartneri- og landbrugsproduktionen mere bæredygtig, men hvis brugen af gavnlige svampe skal øges, kræver det en større basal forståelse af deres effekt og især hvordan de indbyrdes påvirker hinanden, fortæller lektor Nicolai Vitt Meyling fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab.

Forsøg med flere typer svampe

Han påpeger, at det er nødvendigt at undersøge, hvordan forskellige former for biologiske bekæmpelsesmidler påvirker hinanden – og om de eventuelt forringer hinandens effekt.

Det satte forskerne sig for at undersøge. Ph.d.-studerende Chad Keyser smittede derfor først hvedekerner med den sygdomsfremkaldende svamp Fusarium culmorum, der ofte angriber hvedekerner og forårsager spiringsskader i korn. Kernerne blev derefter behandlet med den gavnlige svamp Clonostachys rosea, som ofte findes naturligt i landbrugsjorden, hvor den kan hæmme andre svampe.

Svamp angreb billelarver

Hvedekernerne blev samtidig behandlet med svampen Metarhizium, der angriber skadedyr som græshopper, fluer og billelarver. Hveden fik lov at spire og vokse, mens den blev udsat for rodspisende billelarver. Herefter blev hveden undersøgt for symptomer på sygdom, og billelarverne blev undersøgt for infektioner.

– De biologiske bekæmpelsesmidler virkede effektivt sammen – sygdommen var stort set væk og op til 80 % af larverne blev inficeret med Metarhizium-svampen og døde. Studiet viser klart, at en fælles behandling med disse meget lovende midler kan beskytte mod skadedyr og sygdom på samme tid, konkluderer lektor Birgit Jensen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab.

Kilde: ku.dk

Forrige artikelVelfærd er mere end gods og guld

Næste artikelSøvn vigtig for sunde valg